Diverse
2002
 Artikel om sæsonen 2001/2002
2001
 TIFO billeder fra 1999-2001
 Udvalgte cheerleader billeder
 Billeder af klubbens maskotter
 23/10: BV orienteringsmøde
 29/08: Demonstration #2
 20/08: Møde med Terkelsen
 14/08: Demonstration #1
 12/08: Åbning af Valhalla
 12/08: LFC Cheerleaders
 09/07: Små Blå Ligaen 2001
 Artikel om sæsonen 2000/2001
 02/05: Stjernetræf i klubhuset
 01/05: U/18 landskamp
 21/03: Vikinge-træf
 14/02: BV's Generalforsamling
 19/01: Bohinen præsenteres
 07/01: LFC's cheerleaders
2000
 Billeder af klubbens maskotter
 02/09: BV hvervekampagne
 Artikel om sæsonen 1999/2000
 26/05: PH udgiver en bog
 04/03: SFF Inde-DM 2000
 28/02: Grahn & Bradley
 06/01: Fotos af spillerne
1999
 Artikel om turen til Moskva
 Artikel om FanCup99
 Artikel om sæsonen 1998/1999
Sæsonen 1999/2000 i tekst og billeder
Af Svend Jakobsen

Sæsonen er slut, og det er blevet tid til at gøre status. Forventningerne til sæsonen var på forhånd ret store, da LFC, efter et fantastisk forår i 1999 og en 4. plads, havde kvalificeret sig til UEFA-Cup'en. I sommerpausen var Carsten Fredgaard rejst til Sunderland, men ellers var truppen intakt til den nye sæson.

Som led i optakten blev der lagt ud med en træningskamp mod AB i Hornbæk på en fantastisk sommeraften i begyndelsen af juli.

På billedet ses en højt svævende Mikkel Bo Jensen, der desværre, på grund af en alvorlig skade i hovedet, ikke skulle komme til at få det store gennembrud, mange havde håbet på og regnet med.

I skrivende stund vides det ikke, om hans karriere er slut i en alt for tidlig alder, men Mikkel Bo er kendt for sin store sejhed, så mon ikke han vender tilbage?

Kampen mod AB, vil ikke blive husket for nederlaget på 1-2, men derimod den hyggelige stemning på Hornbæk Stadion. Få dage senere blev der spillet kampe mod 1. divisionsholdene Fremad Amager og Køge samt Viborg fra Superligaen med vekslende succes.

Blue Vikings holdt optaktsfest i 'Det Gamle Bageri' i Virum, hvor flere spillere vanen tro mødte op for at hilse på tilhængerne. Stemningen var god, og man fornemmede, at folk glædede sig til den nye sæson og det forestående UEFA-eventyr.

Første kamp gjaldt Brøndby på udebane. BIF vandt 1-0 i en kamp, hvor LFC'erne ikke kendte deres besøgstid, da chancerne bød sig. Det blev i det hele taget kendetegnende for de tabte kampe i begyndelsen af sæsonen, at der blev brændt ufattelig mange store chancer foran mål.

En af synderne var Andreas Havlykke, der i den periode kom under hård kritik. Senere skulle han blive en af LFC's mest populære spillere, og man kan kun konstatere, at der ikke er langt fra fiasko til succes i fodbold - og omvendt for den sags skyld.

I den næste kamp kom nyoprykkede Esbjerg på besøg i Lyngby. På det tidspunkt havde de slet ikke fået vænnet sig Superligaen og blev sendt hjem med en 5-1 lussing.

Efter denne succes blev det hurtigt hverdag igen med 3 nederlag på stribe til henholdsvis AB (ude), Herfølge (hjemme) og Viborg (ude). I denne periode blev Poul Hansen kåret til Årets Træner i dansk fodbold, og man kunne samtidig glæde sig over kvalifikationen til 1. runde til af UEFA-Cup'en.

Den blev reelt sikret med en knusende 7-0 sejr over Birkirkara FC fra Malta. Til denne kamp havde Blue Vikings' TIFO-gruppe kreeret nogle meget store og flotte blå/hvide flag:

Allerede på dette tidlige tidspunkt af sæsonen blev holdet hårdt ramt af skader, og det var kun blevet til 3 point i 5 kampe i Ligaen. Næste modstander hed FCK, hvilket flere gange har vist sig at være den ideelle modstander, når modgangen ellers er størst. I en ret uskøn TV-transmitteret kamp blev det til en sejr på 1-0 og samtidig et vendepunkt for LFC.

Næste kamp foregik en fredag aften i Aalborg. Vi var under 20 Vikinger af sted, men det blev alligevel en helt speciel oplevelse. Vi kom alt for sent derop og kunne først komme ind på Aalborg Stadion, da 2. halvleg var fløjtet i gang.

Efter at have stået på tribunen i få minutter scorede Hindsberg 2 gange inden for ét minut. Slutfacit blev en sjælden LFC-sejr i Aalborg på 2-0. En kult udebanetur var født. Resten af sæsonen så man desværre ikke meget til Hindsberg, idet sygdom og skader holdt ham ude.

I 1. runde af UEFA-Cup'en trak LFC det russiske hold Lokomotiv Moskva, der var en svær og samtidig økonomisk uattraktiv modstander. Det blev til nederlag 1-2 hjemme og 0-3 ude.

På trods af nederlaget størrelse i Moskva spillede LFC faktisk en rigtig god kamp, hvor der blev kæmpet godt imod overmagten. Særligt en spiller huskes fra denne kamp: Ayeni Bosun. Han spillede en fantastisk kamp men røg desværre ud efter sit 2. gule kort. Bosun fik, som så mange andre Lyngby-spillere, spoleret sin sæson på grund af alvorlige skader.

På billedet ses nogle af de alt for få Vikinger, der var med på turen til Moskva. De, der var med, fik en tur, de med garanti aldrig vil glemme.

I den hjemlige liga blev det til nederlag mod Silkeborg hjemme, men derefter en god periode med sejre over Vejle, Viborg (ude) og AaB. I 5-1 sejren over Vejle så man noget så sjældent som et hattrick af en Lyngby-spiller. Christian Magleby var helt ustyrlig på venstrefløjen og satte de tre sidste mål ind. Søren Hermansen stod for de første to.

LFC nærmede sig hastigt toppen af Superligaen, men fik så kun 2-2 i Gladsaxe mod AB, hvilket var meget uheldigt kampen taget i betragtning. Vi havde ført 2-0 og styrede begivenhederne, indtil AB fik reduceret. Efter yderligere en AB-scoring, lykkedes det faktisk LFC at score til 3-2, men målet blev på en tvivlsom og tåget baggrund annulleret for off-side.

Det skulle blive meget værre i næste kamp, hvor modstanderen hed FCK hjemme. FCK vandt 4-0 i en kamp, der vil blive husket for en af de måske værste dommerpræstationer nogen sinde i den bedste række. Christian Magleby og træner, Poul Hansen, så begge rødt i den kamp.

Efter kampen omtalte Poul Hansen respektløst den ene linievogter som 'damefrisøren'. Dette ord i den betydning er noget, der senere er blevet grinet en del af blandt Vikingerne og bruges ind i mellem som skældsord.

I den næste kamp, mod Silkeborg IF ude, var det Søren Hermansens tur til at sige ting til dommeren, der ikke faldt i god jord. Han kaldte angiveligt dommeren for et 'spejlæg' og så omgående rødt. Det var ikke et skældsord, vi kendte før, men man skal jo lære hele tiden...

I løbet af hele sæsonen inkasserede LFC's spillere 4 røde og omkring 60 gule kort. Det blev derfor ikke til nogen prangende placering på fair-play listen, der ellers kan give en genvej til en plads i UEFA-Cup'en. Det var måske en idé næste sæson, at prøve at undgå de 'dumme' kort, der skyldes brok over for dommeren, og i stedet lade Vikingerne tage sig af at skælde dommere og linievogtere ud - det er vi nemlig gode til.

De to sidste kampe mod OB og Esbjerg (ude) blev begge vundet, og LFC kunne overvintre på en 4. plads à point med nr. 3 i ligaen. Efter hjemmekampen mod OB blev der afholdt afslutningsfest i Restaurant Klubhuset. Der var god stemning, og samtidig kunne Morten Petersen kåres som Årets Spiller:

Selv om der var vinterpause betød det ikke, at Vikingerne ikke sås. Således var der sammenkomst i klubhuset i form af Blue Vikings' årlige og traditionsrige julefrokost. Lige efter nytår var der indendørsstævne i Brøndby Hallen, hvor LFC stillede op i en stærk opstilling. Holdet nåede ikke helt til tops, og et par spillere blev skadet. Specielt gik det hårdt ud over René Tengstedt, der først forventes klar igen engang til efteråret.

I fællesskab med AB's fanklub arrangerede Blue Vikings Inde-DM for fanklubber i Lyngby Hallen med efterfølgende fest i AB's klubhus. Det store arrangement blev vellykket, selv om FCK som sædvanlig vandt...

Som optakt til forårssæsonen spillede LFC forskellige træningskampe både hjemme og i udlandet. Neden for ses Kim Christensen varme op til en træningskamp mod Malmö FF i Lyngby. Kim C., som han altid kaldes, er en meget lovende ung spiller, som vi venter os meget af.

I vinterpausen var holdet blevet forstærket med 2 angribere. John Bradley August fra Sydafrika og Tobias Grahn fra Sverige. På billedet ses de ved præsentationen i LFC's sponsorlounge flankeret af Martin Johansen og Christian Magleby. Sidstnævnte fik, som flere andre af af LFC's spillere, ødelagt sit forår af skader.

Det skulle i det hele taget vise sig, at Poul Hansen ikke havde hele sin trup at råde over til forårs-premieren mod Herfølge hjemme. Magleby og Bosun måtte begge opereres i ugen op til kampen. Begge disse nøgle-spillere nåede at få spilletid før sommerpausen, men kunne naturligvis ikke matche fordums styrke på grund af manglende kamptræning.

Kampen mod topholdet blev ikke den store oplevelse, men resultatet 1-0 til LFC pegede måske alligevel i retning af et stort forår?

- Det gik den rigtige vej i tabellen og næste modstander var bundholdet Vejle også på hjemmebane. Det burde ikke kunne gå galt - men gjorde det alligevel. LFC havde alt spillet og alle chancer, mens Vejle stille og roligt kørte en 1-0 sejr hjem.

Denne ret afgørende kamp fik desværre et lidt kedeligt efterspil mellem tilhængere og spillere, da der blev piftet en del af spillerne efter kampen. Det hele mundede ud i en opfordring fra spillerne til tilhængerne om at støtte holdet bedre. Desværre skulle tilhængerne senere på foråret virkelig få grund til at pifte af spillerne...

Efter nederlaget til Vejle tog holdet sig sammen ude i Brøndby, men satte alligevel en 2-0 føring over styr til slutresultatet 2-2, hvilket inden kampen havde virket som et flot resultat. Dernæst blev det 3-0 hjemme over AGF, og det hele så igen fornuftigt ud.

I Pokal-turneringen gjaldt det IC32 Glostrup på udebane. Kampen blev vundet 4-2 og huskes ellers for den meget fine stemning på tribunen. Næste modstander i denne turnering var Viborg FF. LFC havde den fordel, at der kun var tale om én kamp, der skulle spilles på hjemmebane.

Det hele så godt ud, indtil der manglede 3 minutter af kampen. LFC førte 1-0 og havde haft chancer til mere. Uheldigvis fik Viborg reduceret til 1-1, og kampen blev endeligt tabt i den forlængede spilletid.

Rent mentalt gav dette nederlag både spillere og Vikinger et knæk, vi aldrig helt nåede at komme os over i foråret. I ligaen gik det heller ikke for godt. Næste kamp var et nyt møde med Viborg, og alle sejl var sat til for at skabe en festlig ramme om kampen med en romerlys-TIFO:

På trods af den flotte optakt fra tribunen blev det til et nyt nederlag, og efter et ydmygende 0-3 nederlag mod AGF ude, styrtdykkede Lyngby i tabellen. Turen til Aarhus blev på alle måder en slem oplevelse.

Allerede et par dage efter gled de negative oplevelser i baggrunden efter en suveræn 3-0 sejr over Brøndby IF. BIF var ikke oppe i de normale omdrejninger og kom hurtigt bagud 0-2 i kampens start. Det blev en skøn dag midt i alt mismodet. På billedet ses Tobias Grahn og Magleby hylde Kim Christensen efter scoringen til 3-0:

Men glæden blev kort: Herefter tabte LFC 0-4 til Vejle (ude), 1-4 til Herfølge (ude) og endelig den ultimative katastrofe: 4-6 til Esbjerg (hjemme).

Kampen mod Esbjerg begyndte ellers, som den skulle, da vi kom foran efter få minutter. Imidlertid scorede Esbjerg 4 gange i resten 1. halvleg. I pausen blev der for alvor piftet af egne spillere, der nok ikke havde så meget at bebrejde tilhængerne i den situation.

LFC var ellers blevet forstærket til kampen i form af den sydafrikanske landsholdsspiller, Frank Schoeman, som en konsekvens af det noget vaklende forsvar. Det var nok lidt for meget forlangt, at Schoeman, i løbet af få dage efter sin ankomst til Danmark, skulle kunne gøre en forskel.

Ti mål i en kamp er ikke hverdagskost i Superligaen, og det ville have føltes underholdende, hvis vi havde vundet kampen. Efter nederlaget mente mange, sæsonen nu var slut.

Det var den ikke, og med et par vigtige udebane sejre over OB og FCK, var LFC igen i nærheden af europæisk fodbold. Særligt sejren over FCK i Parken var en fantastisk oplevelse. Dels er det altid skønt at vinde over FCK, dels er det så sjældent, det sker på udebane.

Begge LFC's mål blev sat ind af Bradley, der er slået igennem og forhåbentligt bliver den helt store oplevelse næste sæson. At dømme efter de mange 'Bradley-trøjer', man ser til kamp, er han på kort tid blevet en meget populær herre.

Sidste kamp gjaldt AB hjemme, og der var i teorien mulighed for at vinde bronze-medaljer med en sejr. LFC var dog aldrig i nærheden af en sejr i den kamp, så vi måtte i stedet se AB's spillere få hængt bronze-medaljer om halsen. En trist afslutning på et generelt skuffende forår.

Lyngby FC sluttede på en 7. plads med 47 point. Til sammenligning vandt Herfølge guld med 56 point. Sølle 9 point fra ingenting til fuld succes. Man kan ærgre sig, men det ændrer jo ikke noget.

Næste sæson bliver med garanti ikke nemmere end den netop overståede. Hvis man vil til tops, er der ikke plads til alt for mange down-perioder og fejltagelser. Alle hold har ambitioner om europæisk fodbold, så der bliver flere tabere end vindere...

Tilsyneladende synes det største job for Poul Hansen, i opladningen til næste sæson, at være at få stabiliseret forsvaret. Der bliver simpelthen lukket for mange mål ind, hvilket der ikke er nogen umiddelbar god forklaring på. Tidligere har forsvaret bestående af Lennart Lynge, Morten Petersen, Martin Birn og Ulrich Vinzents fungeret upåklageligt.

Derimod virker det ikke som om angrebet fejler noget. Med spillere som Kim Christensen, Andreas Havlykke og Bradley er der vist ikke nogen grund til at frygte problemer her.

Midtbanen har til tider virket lidt 'tynd', specielt når der er blevet spillet 4-3-3. Generelt har midtbane-folkene Martin Johansen og Stefan Bidstrup dog gjort det godt. Sidstnævnte fik endvidere markeret sig med hele 7 mål i sæsonen.

Hvis man sammenligner forrige sæson med denne, har scoringerne denne sæson været spredt ud på mange flere spillere. Sidste sæson stod Fredgaard og Hermansen for de fleste træffere. Dengang var det som om kontraspillet virkede meget mere effektivt og hurtigt, mens det nærmest har været fraværende i foråret 2000, hvilket blandt andet må tilskrives fraværet af midtbane-spillerne Magleby og Hindsberg det meste af perioden.

Det vil være passende at afslutte denne artikel med et par ord om Andreas Havlykke, der til afslutningsfesten efter AB-kampen blev kåret som Årets Spiller.

Som tidligere nævnt var Havlykke ikke den mest populære spiller i begyndelsen af sæsonen på grund af mange brændte chancer. Efterhånden som tiden gik, fik han indstillet kanonen bedre, og det blev til 8 mål i alt. Samtidig fik tilhængerne også øjnene op for hans store fighter-evner og store hurtighed. Selv den mest umulige bold løbes op, og vindes ofte fra modstanderen.

Samtidig er han berygtet for sine glidende tacklinger, der ind imellem giver lidt vel mange gule kort på kontoen. Men Havlykke repræsenterer det spil, man som tilhænger gerne vil se: En spiller, der giver sig selv 100%. Har man set nogen af LFC's træningskampe, vil man vide, at Havlykke også her går til den, som var det en 'rigtig' kamp.

Neden for ses Havlykke på Lyngby Stadion en dag i begyndelsen af januar år 2000: