Diverse
2002
 Artikel om sæsonen 2001/2002
2001
 TIFO billeder fra 1999-2001
 Udvalgte cheerleader billeder
 Billeder af klubbens maskotter
 23/10: BV orienteringsmøde
 29/08: Demonstration #2
 20/08: Møde med Terkelsen
 14/08: Demonstration #1
 12/08: Åbning af Valhalla
 12/08: LFC Cheerleaders
 09/07: Små Blå Ligaen 2001
 Artikel om sæsonen 2000/2001
 02/05: Stjernetræf i klubhuset
 01/05: U/18 landskamp
 21/03: Vikinge-træf
 14/02: BV's Generalforsamling
 19/01: Bohinen præsenteres
 07/01: LFC's cheerleaders
2000
 Billeder af klubbens maskotter
 02/09: BV hvervekampagne
 Artikel om sæsonen 1999/2000
 26/05: PH udgiver en bog
 04/03: SFF Inde-DM 2000
 28/02: Grahn & Bradley
 06/01: Fotos af spillerne
1999
 Artikel om turen til Moskva
 Artikel om FanCup99
 Artikel om sæsonen 1998/1999
Afrunding af sæsonen 2001/2002
Af Svend Jakobsen

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at sæsonen rundes af med en artikel om, hvordan det hele gik. Sæsonen 2001/2002 skulle desværre vise sig at blive Lyngby FC's sidste - ikke alene som Superliga-klub - men også i det hele taget. Det var nok kun de færreste, der havde forestillet sig, at det hele skulle ende så galt, men realiteterne er, at LFC blev erklæret konkurs den 18/12-2001. Efter konkursen tog amatør-afdelingen, Lyngby Boldklub, over og spillede den sidste del af sæsonen i SAS-ligaen færdigt med et hold bestående af amatører.

Denne artikel vil koncentrere sig om det sidste efterår i Lyngby og samtidig markere et forhåbentlig værdigt punktum for LFC Galleriet. Undervejs i artiklen kan læseren efter eget ønske foretage sidespring ved at følge link-markeringen for at få uddybet et emne yderligere med relevant arkiv materiale fra LFC Galleriet, som åbnes i et nyt vindue.

Det er værd at begynde med at kigge på et par begivenheder, der fandt sted længe inden sæsonstarten 2001/2002. Helt tilbage i juli måned 2000 spillede LFC, som optakt til sæsonen 2000/2001, træningskamp mod Farum Boldklub i det dengang halvfærdige Farum Park. Som Lyngby-tilhænger var det en noget speciel oplevelse. Ikke så meget på grund af kampen, som LFC vandt 3-2 - men mere på grund af de flotte stadion-forhold, der  begyndte at tegne sig med 2 tribuner færdige.

I Lyngby havde man i årevis sukket efter bedre forhold på Lyngby Stadion, og det var da også blevet til en ny tribune med tilhørende sponsor lounge, der stod færdig i 1999, men herefter var det som om, kommunen ikke ville mere. Det største problem var løbebanerne, der trak tilskuerne mange ekstra meter væk fra selve banen. Løbebaner hører simpelthen ikke til sammen med fodboldbaner, men der var tilsyneladende ingen vilje til at adskille atletikken og fodbolden. Status på Lyngby Stadion var derfor, at man stod med en udmærket  tribune med ståpladser på hver side af et sponsor-afsnit, en faldefærdig siddetribune langt fra banen og to uoverdækkede sving, hvor man nærmest skulle bruge kikkert for at følge med i, hvad der skete på banen.

Nu kunne man så som Lyngby-tilhænger med egne øjne se, hvad der kunne lade sig gøre i en nabokommune. Et rigtigt fodboldstadion - lukket hele vejen rundt - med 10000 siddepladser, var hvad 1. divisionsklubben, Farum Boldklub, ville få stillet til rådighed. Med en blanding af misundelse og dyb fascination skrev jeg blandt andet følgende i omtalen af kampen: "Farum Park er kun halvt færdigt, men det tegner til at blive et af landets absolut bedste fodbold-stadions. I Farum kan tingene åbenbart lade sig gøre, og man kan kun ærgre sig over forholdene i Lyngby. Vi har befundet os i den bedste række i omkring 20 år, men stadion-faciliteterne er slet ikke fulgt med tidens krav". Link »

Som Lyngby-tilhænger kunne man godt begynde at ane en meget farlig konkurrent her. Der er trods alt grænser for, hvor mange Superliga-klubber, der er plads til i Nordsjælland, og det var ikke sjovt på cykelturen hjem fra Farum den eftermiddag at fundere over, hvem der nok ikke ville blive plads til i fremtiden...

Det skulle senere vise sig, at problemerne ville komme meget hurtigere, end man kunne have forestillet sig - og det var ikke engang Farum Boldklubs skyld. Med udgangen af år 2000 var kassen ved at være tom i LFC, og der blev angiveligt ført samtaler med AB om en fusion - uden det dog førte noget med sig. Formentlig fordi to underskud - det ene større end det andet - ikke nødvendigvis giver mulighed for en rentabel drift af en fusionsklub. I stedet blev LFC reddet, da speditør, Jørn Terkelsen, gik ind i klubben i begyndelsen af februar måned 2001, hvilket bringer os videre til den næste vigtige begivenhed.

Blue Vikings arrangerede i marts måned et møde, hvor tilhængerne kunne høre om planerne i klubben. Terkelsen havde tilsyneladende store planer, men en vigtig forudsætning for disse planer var en positiv afklaring omkring Lyngby Stadions fremtid. Han ville give Lyngby Taarbæk Kommune ét år til at finde en løsning - ellers ville han flytte eller fusionere med en anden klub. Selv om der nu åbenlyst blev talt om en flytning gav det ikke anledning til den helt vilde debat. Nogle mente selvfølgelig, at LFC skulle spille i Lyngby - uanset hvad - mens det i andres ører - herunder mine - lød som sød musik, at der nu endelig var kommet en stærk mand til klubben, der ville sætte hårdt mod hårdt over for en modvillig kommunalbestyrelse, der tilsyneladende ellers kun var interesseret i at skabe bedre vilkår for tennis-sporten i kommunen. Link »

Desværre skulle det vise sig, at der slet ikke var tid til at give ét helt år som frist – tiden var allerede ved at løbe ud…

Som optakt til sæsonen 2001/2002 spillede LFC vanen tro en række træningskampe. Det gik faktisk over al forventning med sejre over AB (3-2), B93 (5-0) og BK Frem (4-0), mens der blev spillet uafgjort, 2-2, mod Hansa Rostock. Efter det miserable og forsømte forår, var det som om holdet var født på ny, og der blev startet på en frisk. LFC havde fået Mads Junker tilbage fra Fremad Amager, og han fik markeret sig med adskillige scoringer i træningskampene - ligesom den nye spiller, Stefan Schmidt, der var kommet til fra Farum, også virkede ganske lovende.

Imidlertid var det ikke de positive træningsresultater, der prægede aviserne i den periode, men mere B.T.'s negative artikel-serie om Jørn Terkelsen. Endelig blev der også skrevet om en mulig fusion med Farum i forbindelse med nogle udtalelser, som Farums daværende Borgmester, Peter Brixtofte, kom med. Disse udtalelser, der virkede meget overlegne, faldt bestemt ikke i den bedste jord hos LFC’s tilhængere og var nok medvirkende til den meget negative stemning, der opstod, da fusionsdebatten blev reel. Men derom senere.

Efter den flotte opstart til sæsonen havde de fleste nok regnet med en sikker sejr i den første kamp i ligaen mod oprykkeren Vejle på udebane. Sådan gik det slet ikke. Efter at have balanceret på randen af en regulær katastrofe ved at være bagud 0-2, lykkedes det alligevel at opnå et uafgjort resultat, 2-2, hvilket selvfølgelig var bedre end ingenting. I denne kamp blev de nye tætsiddende spiller-trøjer fra Kappa i øvrigt introduceret.

Efter en lidt heldig 2-0 sejr over den anden oprykker, Esbjerg, og et uafgjort resultat i Silkeborg, var det tid til en hjemmekamp mod Brøndby IF. Op til kampen blev et nyt tilholdssted for medlemmerne af Blue Vikings taget i brug. Navnet var Valhalla, og det lå perfekt placeret lige ved siden af Lyngby Stadion.

Selve kampen blev en stor succes, idet Tobias Grahn scorede kampens enlige mål efter kun 4 minutter. Grahn, der i forvejen havde et anstrengt forhold til BIF’s supportere, var lige ude for at markere sin scoring over for dem. På tribunen var der kommet et par nye bannere, der sagde nej til fusion med teksten: "Nej til FCK2", hvor "FCK2" var malet med gul og rød skrift som Farum Boldklubs farver.

Kampen skulle vise sig at blive den sidste kamp i ligaen, som LFC vandt. Herefter skulle det på alle områder kun gå en vej - og det var ned ad bakke. Allerede dagen efter Brøndby-kampen kunne man i Ekstra Bladet læse, at "Farum sluger Lyngby". Alt skulle angiveligt være på plads til det, der nærmere var et opkøb end en fusion. Den nyhed kunne for alvor bringe sindene i kog, og det var mere end svært at holde hovedet koldt i den situation.



Nogle mødte op foran klubhuset i løbet af mandagen og gav deres utilfredshed til kende på en mere eller mindre passende måde. Desværre skulle nogle af de sædvanlige ballademagere absolut begynde at kaste med æg mod klubhuset, hvilket måske var en af grundene til, at Terkelsen i lang tid efter altid havde bodyguards ved sin side. TV-medierne kunne også puste lidt ekstra til ilden med billeder af knuste ruder i klubhuset, men historien var nok nærmere, at skuffede Brøndby-fans havde været på spil dagen før...

Umiddelbart virkede det ikke særlig smart, det Terkelsen havde gjort, for planen mindede i høj grad om et slags kup, der kunne lede tankerne hen på nogle planer om fusion med FCK i 1996, og som dermed ikke var en spiselig løsning for tilhængerne. Det viste sig, at han ganske vist havde haft nogle samtaler med Brixtofte, men intet var endnu underskrevet eller afgjort endnu. Terkelsen kunne ikke bare sælge eller fusionere LFC med Farum uden en godkendelse fra en generalforsamling i amatør-afdelingen.

Dagen efter, den 14/8, skulle bestyrelsen for Blue Vikings have et møde med Jørn Terkelsen på hans kontor i Lyngby. I den forbindelse blev der hurtigt arrangeret en demonstration mod fusionsplanerne. Den gik fra Lyngby Station til foran Terkelsens kontor. Link »

Det blev lidt af en blandet fornøjelse. På den ene side var det dejligt at se så mange Lyngby-tilhængere, der på en pæn og værdig måde ville give deres mening til kende. Men politiet var mødt særdeles talstærkt op, hvilket i første omgang virkede helt ude af proportioner. Der var desværre også mødt folk op, som kun var ude på at skabe ballade. Selvfølgelig skulle det ende med en - ganske vist mindre - konfrontation med politiet, men den begivenhed stjal til en vis grad opmærksomheden i medierne.

Et andet problem var teksten på et stort banner, der blev båret gennem byen. Her stod blandt andet: "Du gav 4 spillere væk", hvilket vist ikke var helt i overensstemmelse med sandheden. I det hele taget blev den kommende tid præget af løgne og fordrejninger af sandheden - og det gjaldt vist hele vejen rundt. Om man nogensinde finder sandheden om hele sagen er et åbent spørgsmål, men nogen burde gøre forsøget.

Efter demonstrationen lovede Terkelsen, at han ikke ville underskrive nogen papirer om fusion i den uge. Efterfølgende viste det sig, som tidligere nævnt, at han heller ikke kunne gøre det, hvor gerne han end ville. Efter mødet blev Terkelsen kørt væk af sine bodyguards i høj fart, samtidig med blå blink over det hele, mens ballademagerne skulle gøre sig bemærket. Det hele lignede noget, man ellers kun ser på film. Efter den oplevelse havde man egentlig mest lyst til bare at kvitte det hele. Bedre blev det ikke med historier om, at LFC's direktør, Peter Packness, som nogle i klubben åbenbart mente var med i fusionsplanerne, i et tilfælde blev nægtet lov til at spille på Lyngbys Oldboys-hold af flere medspillere, der ikke mente han var værdig til at trække den blå trøje over hovedet. Tænk, at det hele så hurtigt kan komme så langt ud af proportioner?

Samtidig med balladen omkring fusionsplanerne stod det også klart, at LFC var på direkte vej mod en konkurs. Efter sindene var faldet lidt til ro, blev der arrangeret et møde for medlemmer af Blue Vikings, hvor man kunne møde Terkelsen og høre hans udlægning af hele sagen. Hans ønske var, at kommunen nu skulle hjælpe klubben, og sige tak for den reklame, man fik ved at have et fodboldhold i den bedste række. Link »

Mod slutningen af august fik Blue Vikings stablet en ny demonstration på banen - denne gang fra Lyngby Stadion til Lyngby Rådhus. Demonstrationen blev faktisk vellykket, for der var mødt mange op, og de sædvanlige ballademagere holdt lav profil. Til gengæld blev udbyttet meget skuffende. Flere politikere talte, men de, der havde magten, ville ikke noget som helst. Ingen kommunale penge til Lyngby FC. Link »


Jeg havde en klar fornemmelse, da jeg traskede hjem til Virum bagefter, af, at det hele nu lakkede mod enden.

Dagen efter kom der lidt penge i kassen, da man fik solgt Tobias Grahn, men beløbet kunne slet ikke fylde det sorte hul i klubkassen.

På banen var turbulensen omkring klubben for alvor begyndt at melde sig. Efter et par uafgjorte kampe blev det til et nederlag mod AB i Gladsaxe, og kursen var stille - men uafvendeligt - sat mod bunden. Det blev til et nyt håb om en bedre fremtid, da Terkelsen trak et meget ambitiøst projekt for Lyngby Stadion op af hatten, hvor han angiveligt havde en eller flere investorer klar, der ville bekoste et nyt stadion med tilhørende kontorbyggeri og lejligheder. Problemet var blot, at kommunen skulle sige god for projektet. Det virkede i et interview i Ekstra Bladet med den daværende Borgmester, som om det nok skulle gå, men at man nu havde brug for en måned til at kigge projektet igennem for en endelig godkendelse.

Den godkendelse kom aldrig. Mod slutningen af september måned tog Borgmesteren på 14 dages ferie - men nåede da lige hjem, inden kommunalbestyrelsen sagde nej. Sandheden var nok den, at projektet var uspiseligt for Socialdemokratiet i kommunen, og de konservative ville ikke bryde et mangeårigt samarbejde med det parti, selv om de havde flertal sammen med Venstre, der gik ind for hele projektet.

I den samme måned arbejdede nogle folk sideløbende med den såkaldte "Oldboys plan", der angiveligt gik ud på at drosle klubben så meget ned, at man kunne undgå konkurs. Det var uheldigt, at planen til en vis grad blev kendt samtidig med, at kommunen behandlede Terkelsens plan. Jeg brød mig ikke om planen, for jeg ville naturligvis hellere se den store plan blive ført ud i livet og frygtede, at politikerne ville sige nej til Terkelsen, når der var et risikofrit alternativ for dem. Set i bakspejlet var det naturligvis ærgerligt, at oldboys planen ikke senere kunne gennemføres som den allersidste udvej, men på det tidspunkt var den økonomiske situation for håbløs.

Så dukkede et nyt projekt op: Fusion med AC Ballerup og gennemførelse af et stadionprojekt i Ballerup. Den løsning kunne en del tilhængere faktisk gå ind for, da det vist nu var gået op for de fleste, at mulighederne for top-fodbold var ved at være udtømt i Lyngby.

I ligaen gik man fra nederlag til nederlag og nærmede sig hastigt nedrykningspladserne, men den største ydmygelse var nederlaget mod Næstved på 2-4 i DONG-Cup'en den 24/10. Her var det tydeligt, at truppen var i opløsning, og flere spillere kæmpede kun for deres egen chance. Lønnen kom aldrig til tiden, og hver måned var der stor usikkerhed om den overhovedet ville komme, så det var bestemt ikke mærkeligt, at spillerne efterhånden var mærkede.

Den 4/11 var der bustur til Viborg. Mod forventning lykkedes det faktisk at hive ét point med hjem til Sjælland. Til gengæld kunne deltagerne på busturen så få den triste nyhed på vej hjem, at forhandlingerne med AC Ballerup var brudt sammen. Det eneste håb for en form for overlevelse var nu en genoplivning af fusionsplanerne med Farum.

LFC var økonomisk nu så langt ude i tovene, at klubben i virkeligheden ikke længere var en attraktiv fusionspartner for Farum Boldklub. Med LFC's aktuelle placering i ligaen, kunne man slet ikke være sikker på Superliga-fodbold efter sommerferien. Man nåede dog så langt, at der blev indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling i Lyngby Boldklub i slutningen af november, der skulle tage stilling til, om Terkelsen kunne gå videre med forhandlingerne.

Det blev ikke nogen positiv oplevelse - i hvert fald hvis man ønskede en form for redning af LFC. Efter en overraskende jævnbyrdig afstemning, der dog gav flest nej stemmer, kunne man opleve enkelte personer sidde og juble højlydt over resultatet. Nøgternt set var der ikke meget at juble over, for nu var det reelt slut med LFC. Nogle tilhængere så det som en kæmpe sejr, at man nu kunne begynde på en frisk.

Sidste kamp med LFC, blev kampen mod Brøndby den 2/12, hvor der samtidig var afslutningsfest bagefter. Spillerne gjorde det faktisk fint, og det blev uafgjort, 2-2. Samtidig blev det en gribende afsked mellem fans og spillere på et for en gangs skyld stemningsmættet Lyngby Stadion. Link »

Der var nu kun det spinkle håb tilbage, at man kunne fritstille alle spillerne, og måske alligevel undgå en konkurs, hvis lønudgifterne hurtigt forsvandt. Det lykkedes ikke, og den 18/12 blev Lyngby FC erklæret konkurs - en epoke i dansk fodbold var slut. Havde man i det mindste undgået konkursen, kunne man have bygget noget nyt op i 1. division efter sommerferien. Nu står den i stedet på Danmarks Serie fodbold, og det kan tage mange år at komme tilbage til toppen.

Efter konkursen blev ens fordomme om lokalpolitikere til fulde bekræftet, idet der ikke var meget beklagelse at spore hos de ledende og ansvarlige politikere. Det var ellers blevet anslået, at reklameværdien for en kommune lå på omkring 10-12 millioner kroner om året for at huse en Superliga-klub. Samtidig mistede kommunen og dermed skatteborgerne omkring 7-8 millioner kroner som konsekvens af konkursen på grund af manglende lejeindtægter i fremtiden. Måske gjorde den dårlige samvittighed, der måske alligevel nagede, at kommunalbestyrelsen forærede Lyngby Boldklub et sponsorat til omkring 500.000 kroner, som formentlig reddede ungdomsafdelingen.

Lyngby Boldklub fik samlet et nyt hold, der på amatørbasis spillede de resterende kampe gennem foråret 2002. Faktisk gik det mod slutningen bedre og bedre, og man kunne bestemt være indsatsen bekendt, selv om det kun blev til ét point gennem hele foråret.

Til sidst er det måske på sin plads at prøve at genkalde sig nogle af alle de gode oplevelser, man fik i LFC, for i det mindste at slutte af på en positiv måde. Der var turen til Moskva i 1999, der ganske vist gav et nederlag til LFC, men til gengæld var en spændende tur for tilhængerne. Der var de 2 sejre over FCK i Parken i år 2000. Der var de to sejre over Brøndby ude og hjemme i år 2001. Der var alle de sjove busture med Blue Vikings. Ja, listen er lang, men det er slut nu, så lad mig blot benytte lejligheden til at ønske alle tidligere som nuværende Lyngby-tilhængere held og lykke fremover, hvor end de må være!