Diverse
2010
2009
2006
 07/05: LB Cheerleaders
 03/05: LB Cheerleaders
 23/04: LB Cheerleaders
 07/02: BV's Generalforsamling
2005
 TIFO billeder fra 2005
 18/06: Video fra Aarhus
 12/06: Video af TIFO
 05/06: Video fra Odense
 01/05: LB Cheerleaders
 03/04: LB Cheerleaders
 02/04: LB holdfoto
 03/03: Ny Nike-kollektion
 28/02: Morten Petersen
Arkiv
 Oversigt 1999-2002 »
02-05-2001: Stjernetræf i klubhuset

Onsdag aften var der mulighed for at møde fire af Lyngbys spillere til et ’Stjernetræf’ i klubhuset, hvor medlemmer af Blue Vikings havde mulighed for at stille spørgsmål. Set i lyset af LFC’s øjeblikkelige krise var der vel, trods alt, tale om et nogenlunde pænt fremmøde på omkring 30 tilhængere, som mødte Per Fahlström, Morten Petersen, Ulrich Vinzents og Kim Christensen.

Mødet varede knapt én time og blev afholdt i en hyggelig og afslappet atmosfære, hvor der blev talt om løst og fast. På forhånd var det muligt at skrive spørgsmål ned, så disse kunne stilles anonymt. Bagefter var ordet frit – og specielt de yngre deltagere fik heldigvis med deres mange spørgsmål holdt snakken i gang. I det følgende vil nogle af de debatterede områder blive berørt.

Et af de første spørgsmål drejede sig, ikke underligt, om holdets nedtur. Spillerne mente, at den rette indstilling nu er ved at vende tilbage i truppen. Man er godt klar over, at der skal arbejdes hårdere til træning, ligesom der skal kæmpes mere for hinanden på banen. Hver enkelt spiller må kritisk kigge indad på sig selv i stedet for at give andre skylden.

Stemningen i truppen er naturligvis trykket på grund af de dårlige resultater, men spillerne har det stadig fint med hinanden indbyrdes, og som eksempel på socialt samvær uden for banen, blev der nævnt en arrangeret bowling aften, hvor koner og kærester også skulle deltage.

Spillerne var ikke i tvivl om, at der snart ville komme sejre. I første omgang må de komme via hårdt arbejde på banen – så må det polerede spil komme i anden række. Det er nu vigtigt at fokusere på en kamp ad gangen og koncentrere sig fuldstændigt om den og ikke mindst være klar, når det gælder. Poul Hansen kan, kraftigt assisteret af Dennis Foss, godt råbe meget højt af spillerne, hvis de ikke leverer de ønskede præstationer.

Det blev flere gange understreget, hvor vigtigt det er med opbakning fra tilhængerne. Selv om kampen i Viborg blev tabt, havde spillerne været glade for den støtte, de fik derovre. Kim Christensen mente, at LFC ville blive stærkere på hjemmebane, hvis der var flere tilskuere til at bakke op, men at det nok kræver nogle bedre stadion forhold.

Med hensyn til mesterskab og nedrykning var budene FCM eller SIF som mestre og HFK samt Herfølge som nedrykkere. Kim Christensen lovede at sparke Herfølge ned i første division på onsdag…

Martin Johansen har som bekendt netop skrevet kontrakt med Farum, men man regner med, at han skal spille resten af kampene i foråret – ligesom han forbliver anfører for holdet. Der er ikke så meget andet at sige end at ønske ham held og lykke fremover. Som ny anfører efter sommerferien kunne et bud være Lars Bohinen, men det er op til Poul Hansen at bestemme.

Ulrich Vinzents og Kim Christensen har begge Karsten Aabrink som agent. I øjeblikket er det ikke noget problem, men det bliver det, når kontrakterne med LFC skal genforhandles. Deres kontrakt med Aabrink kan ikke brydes, hvad enten de ønsker det eller ej, og de vil ikke gå til kontraktforhandling uden ham. LFC ønsker ikke at have noget med Aabrink at gøre, så vi skal nok ikke regne med kontrakt-forlængelser med de spillere, der har ham som agent.

Skadessituationen i klubben er ikke så god i øjeblikket. Martin Birn og Nichlas Hindsberg er væk i lang tid, hvilket vil sige omkring et halvt år. Andre spillere er småskadede, men alt tyder på, at Kim Christensen og Lars Bohinen er klar igen mod Herfølge om en uge. Alt i alt passer det fint med en fri weekend nu, så flere spillere har mulighed for at blive klar igen.

Dette var kun et udpluk af nogle af de emner, der blev bragt på banen. Det er en god idé fra Blue Vikings’ side at arrangere disse spillermøder. Næste gang kan vi så håbe, at flere medlemmer vil møde op og vise lidt interesse, uanset hvordan det ellers går for holdet.

SJ