Diverse
2010
2009
2006
 07/05: LB Cheerleaders
 03/05: LB Cheerleaders
 23/04: LB Cheerleaders
 07/02: BV's Generalforsamling
2005
 TIFO billeder fra 2005
 18/06: Video fra Aarhus
 12/06: Video af TIFO
 05/06: Video fra Odense
 01/05: LB Cheerleaders
 03/04: LB Cheerleaders
 02/04: LB holdfoto
 03/03: Ny Nike-kollektion
 28/02: Morten Petersen
Arkiv
 Oversigt 1999-2002 »
29-08-2001: Demonstration ved Lyngby Rådhus
Onsdag aften var der indkaldt til en ny demonstration fra Blue Vikings' side. Denne gang var målet Lyngby Rådhus, hvor der var taler fra forskellig politisk side.

Selve demonstrationen gik i god ro og orden afsted fra Lyngby Stadion ført an af de yngre spillere fra Lyngby Boldklub. Der var et pænt fremmøde, men man fornemmede alligevel en lidt halvmat stemning. Det er måske som om, folk ikke for alvor længere tror på en løsning.

Fremme ved rådhuset blev folk linet op bag politiets afspærring på rådhuspladsen. Allan Thaysen fra Lyngby Stadion 2000 holdt en indledende tale om den alvorlige situation og præsenterede ellers de øvrige talere. Der var taler af formanden for Lyngby Boldklub, Mikkel Sørensen (Kons.), Borgmester Kai Aage Ørnskov (Kons.), Søren P. Rasmussen (V) samt Simon Pihl Sørensen (Soc.).

Søren P. Rasmussen ville gerne hjælpe LFC økonomisk her og nu. Han erkendte, at det ikke var lovligt at give klubben økonomisk hjælp uden at få en modydelse til gengæld. Derfor ville en mulig løsning være et 3-årigt sponsorat fra kommunens side.

Borgmesteren lagde ud med at fortælle om sit engagement i Lyngby FC. Dels er han medlem af Lyngby Boldklub, dels har han i en kortvarig periode været formand i LFC efter Østergaards exit i 1997. Han ville gerne være med til at forbedre Lyngby Stadion men ville ikke umiddelbart støtte klubben økonomisk. Det var nok ikke lige det, de fremmødte havde håbet at høre, så mishagsytringerne begyndte på det tidspunkt at vinde frem.

Mest upopulær var repræsentanten fra Socialdemokratiet, Simon Pihl Sørensen. Han havde siddet i kommunalbestyrelsen i 12 år og lagde vægt på, at man flere gange havde hjulpet klubben med f.eks. klubhus, ny tribune og sponsorlounge. Økonomisk hjælp til en professionel klub ville være helt utænkeligt, men man ville gerne være med til visse stadionforbedringer. Hans 'Kammerater' tiltaleform faldt vist ikke i den bedste jord og virkede som noget, der hørte forrige århundrede til.

Mikkel Sørensen talte om stadionplaner, han havde set på Borgmesterens kontor, der omhandlede et stadion med plads til 10.000 tilskuere og uden løbebaner. Men ærlig talt, lignede han ikke en mand, der længere troede på en løsning…

Det må være op til hver enkelt deltager i dagens demonstration at give en vurdering af situationen netop nu. Undertegnede forlod stedet med en klar fornemmelse af, at det hele er ved at være slut. De politikere, der sidder på magten, vil muligvis gerne forbedre Lyngby Stadion, men inden man når at blive enige om noget som helst, er Lyngby FC enten gået konkurs eller flyttet hen til en anden kommune.

SJ