LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
29-03-1999: LFC og AaB delte i porten: 1-1
Lyngby mødte i aften AaB i en kamp, der har været udsat indtil flere gange. Senest blev der spillet 20 min. den 10/3, inden dommeren valgte at aflyse resten af kampen på grund af kraftigt snefald. Ugen efter blev pokal-kampen gennemført, hvor holdet desværre røg ud efter straffesparkskonkurrence. Det var således et topmotiveret Lyngby-hold, der stillede op til kampen i aften. Nu skulle alle se, hvem der var bedst!

LFC stillede i samme formation som mod B93, dog var Christian Magleby sat på bænken til fordel for Jimmi Lüthje. Der blev fra starten gået frisk til sagen, og inden for de første 8 minutter fik LFC tilkendt to hjørnespark og et frispark tæt på mål, uden det dog resulterede i scoringer.

Senere i det 20'ende minut burde LFC have scoret - men ak lige på stolpen. Kort tid efter, fik vi tilkendt et straffespark, men Jimmi Lüthje ramte overliggeren, og selv om bolden gik i spil igen, kom der ikke mere ud af den situation. I den anden ende havde Fahlström flere klasse-redninger. Efter pausen kom LFC fortjent foran ved - hvem ellers? - Søren Hermansen, hvilket naturligvis satte ekstra gang i Lyngby-sangene.

Desværre kæmpede AaB'erne sig tilbage og fik udlignet efter et hjørnespark ved Allan Gaarde ret kort tid efter Hermansens scoring. Det var en iskold dukkert, men kampen var naturligvis stadig åben og kunne vippe til hvad side, det skulle være.

Der var således flere store chancer i begge ender af banen i kampens slutfase. Fredgaard havde nok den bedste mulighed til sidst, hvor han hårdt presset fik fyret af fra venstre fløj mod mål.

Det uafgjorte resultat kunne ingen af holdene bruge til ret meget. AaB skulle have haft 3 point, hvis de ville holde liv i guld-drømmen, og omvendt burde LFC have vundet kampen på det største antal chancer.

Vores hold spillede en rigtig god kamp, men bør nok træne lidt mere på straffespark...

Vi indtager stadig en 5. plads kun 1 point efter FCK, som vi netop skal møde i Parken på torsdag den 1/4. Mød op og støt vores hold!

SJ