LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
02-05-1999: Uafgjort 1-1 mod AGF
Efter den svage kamp mod Aarhus Fremad i mandags, skulle Lyngby FC søndag til Aarhus Stadion og møde AGF på en bane, der bedst kan beskrives som et vaskebræt. AGF har hentet mange point på hjemmebane indtil videre i forårssæsonen, så der var bestemt ikke tale om nogen nem kamp.

LFC måtte til dagens kamp se bort fra forsvarsklippen Martin Birn, der var ude p.gr.a. karantæne. Hans plads blev overtaget af Stefan Bidstrup, hvorved der fra start, var plads til Magleby på midtbanen.

Kampen begyndte med et massivt AGF pres, hvor spillet absolut ikke fungerede for vores spillere. I det 10. minut gik det galt i en situation, hvor det vrimlede med AGF-spillere i vores straffesparksfelt. Bo Nielsen kunne score til 1-0.

Allerede 6 minutter senere var det tæt på igen, hvor en AGF-spiller var alene med Fahlström, men vi slap med skrækken. Presset fortsatte, og i det 36. minut var AGF igen tæt på, men på mirakuløs vis blev der reddet på stregen.

I den anden ende var en AGF-spiller ved at score selvmål, og meget karakteristisk var det Lyngbys nok bedste mulighed indtil videre...

I sidste minut viste Carsten Fredgaard endnu en gang, hvor god han er. Fangede bolden fra en modspiller, driblede og scorede et meget flot mål fra lang afstand. Høj klasse!

I anden halvleg blev der ikke scoret nogen mål, men der var bestemt muligheder til begge hold. AGF havde f.eks. skud på overliggeren, og LFC ramte stolpen. Flere gange gav Fredgaard prøver på sit spil, hvor han ubesværet kan drible forbi adskillige modspillere i høj fart.

Hjemturen blev en speciel oplevelse. Noget af det sjovere var turen ud af Aarhus by, hvor politiet stillede med en eskorte, der var et kongebesøg værdigt. Vores 2 busser blev ledt gennem byen under fuld udrykning, hvor alle andre køretøjer blev holdt tilbage.

Set som helhed var det uafgjorte resultat retfærdigt. Med 1 point i hus ligger LFC stadig på 5. pladsen - dog à point med FCK på 4. pladsen. Kun ét point efter følger Vejle, så det gælder om at holde fast nu og begynde at vinde nogen kampe.

Allerede på onsdag er der fodbold igen, hvor der venter et møde med topholdet AB på Gladsaxe Stadion.

SJ