LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
13-07-1999: Lyngby FC tabte 1-3 til Køge
Tirsdag aften var der igen træningskamp i Lyngby. Denne gang hed modstanderen Køge, som er Ulrich Vinzents' gamle klub. Køge er et hold, der hører til i den bedre del af 1. division.

Lyngby FC stillede op som følger: Per Fahlström, Peter Holm, Kim Devald, Rasmus Marvits, Ulrich Vinzents, Martin Johansen, Jimmi Lüthje, René Tengstedt, Nichlas Hindsberg, Kim Christensen og Søren Hermansen.

I forhold til kampen mod Fremad Amager var en del spillere således skiftet ud for at give andre chancen.

Kampen begyndte meget underholdende med gode forsøg til begge sider. Efter 4 minutter er Tengstedt meget tæt på at score efter et godt Lüthje frispark. 1 minut efter brænder det på i den anden ende, hvor Fahlström redder et skud fra en totalt blank Køge-spiller. Kort efter er den gal igen i forbindelse med klumpspil foran Fahlströms mål. Køge-spillerne mener vist, der er hånd på bolden og appellerer for straffespark, men dommeren vinker heldigvis afværgende.

Køge fortsætter det gode spil og er efter 20 minutter uhyggelig tæt på scoring, men Kim Devald får reddet på stregen. Så er vores held også brugt op, og kort efter dropper Fahlström en tilsyneladende nem bold. 0-1 var ikke lige det, man havde regnet med. Nu måtte vores spillere da til at tage sig sammen!

Det gjorde de også resten af halvlegen. Lüthje var meget tæt på at udligne efter 24 minutter, og i det 32. minut kom den længe ventede scoring ved Kim Christensen Spillet kørte fornemt i denne periode med lækre kombinationer. Johansen tryllede, og Hindsberg gav fine prøver på sit hurtige spil op langs kanten af banen.

Men mål blev det ikke til, selv om kampen i denne fase burde have været lukket og slukket. Pause-stillingen 1-1 virkede således ikke helt retfærdigt, men målene måtte da så komme i 2. halvleg? Det gjorde de for så vidt også - bare i den forkerte ende…

I den første periode af 2. halvleg fortsatte Lyngby-spillerne de fine takter. Specielt Tengstedt og Johansen lyste op. Men det varede desværre ikke så længe. Efter 16 minutter havde Køge et kanon hug på stolpen, og 5 minutter senere blev det 1-2.

Der blev skiftet lidt ud på Lyngbys hold: Efter 14 minutter blev Hindsberg udskiftet med Michael Larsen. 8 minutter senere kom Daniel Hummel ind til erstatning for Kim Christensen.

Lyngby forsøgte at komme tilbage i kampen og havde da også et par gode muligheder. Efter 33 minutter var Peter Holm tæt på Køges mål, men tog lige et træk for meget. 4 minutter senere var Tengstedt mere eller mindre alene med Køge-målmanden, men havde ikke den afgørende koldblodighed og skød højt over mål, selv om der var tid nok.

Ydmygelsen blev total, da der kun manglede et par minutter af kampen, og det blev 1-3. Heldigt, der kun var tale om en træningskamp, men naturligvis ikke tilfredsstillende.

På en dag, hvor Hermansen absolut ikke var på toppen, var det godt, at Kim Christensen, for anden dag i træk, var godt kørende. Han må være ret tæt på en plads i truppen, når det for alvor går løs. René Tengstedt, der også var med i fredags mod AB, synes ligeledes tæt på truppen. Han gjorde i hvert fald god reklame for sig selv i dag.

Der vil i det hele taget blive hård kamp om pladserne, når stamspillere som f.eks. Ayeni Bosun, Stefan Bidstrup og Lennart Lynge Larsen vender tilbage.

Holdet tager nu til Sønderjylland på træningslejr. Desværre er kampen mod Celtic aflyst, så der bliver ingen tur til Flensborg i denne omgang.
Til gengæld skal holdet møde Viborg FF i Aabenraa.

SJ