LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
08-08-1999: Nedtur i Gladsaxe: 0-3
Søndag var det tid til et møde med topholdet AB, der havde vundet deres to første kampe over hhv. AGF og OB. Lyngby havde også selvtilliden i orden efter sidste uges 5-1 sejr over Esbjerg.

Til dagens kamp stillede Lyngby FC op nøjagtigt som sidste uge med: Per Fahlström, Ulrich Vinzent, Martin Birn, Morten Petersen, Lennart Lynge Larsen, Nichlas Hindsberg, Martin Johansen, Mikkel Bo Jensen, Jimmi Lüthje, Søren Hermansen og Andreas Havlykke.

I modsætning til vores sidste besøg i Gladsaxe var vi denne gang placeret på en tribune uden overdækning lige bag det ene mål. Det ville under normale omstændigheder have været i orden.

Desværre sluttede sommeren tilsyneladende i dag, så det blev en kølig, regnfuld og blæsende oplevelse. Knapt 3300 tilskuere var mødt op, hvoraf der naturligvis var mange Vikinger.

I dagens anledning var der fremstillet et nyt rullebanner, som kom til at gøre god nytte specielt i pausen, hvor det øsede ned.

Den dyngvåde bane gav ikke ligefrem de bedste betingelser for poleret fodbold, men vi blev vidne til en forrygende start på kampen. LFC var bedste hold første halvdel af halvlegen.

De første 6 minutter bød bl.a. på to Lyngby-hjørnespark og et ikke dømt straffespark til Martin Johansen. At dommeren kunne vinke afværgende i den situation, var i hvert fald et stort mysterium for vores ende af stadion. Desværre blev det langt fra den sidste episode, hvor vi skulle komme til at føle os snydt.

Få minutter senere fik Hindsberg et genialt indlæg fra Havlykke at arbejde med. Hindsberg hamrede til bolden, men AB-målmanden fik bokset bolden i spil igen netop til Hindsberg, der atter forsøgte sig, men igen blev der reddet.

Lidt senere var Mikkel Bo meget tæt på efter et Lüthje hjørnespark, men herefter tog AB over. AB fik underkendt et mål, men kunne 2 minutter senere score til 1-0 ved Peter Rasmussen. På det tidspunkt af kampen virkede det ikke helt retfærdigt.

Kampen var stadig åben, men man begyndte at fornemme, at det ville blive svært at få vendt slagets gang.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel før det for alvor brændte på ved Fahlströms mål. Vinzents havde en flot redning ved stregen, men få øjeblikke senere det blev alligevel 2-0 ved Brian Steen Nielsen.

Vores spillere begyndte at virke noget modløse, og der blev smidt alt for mange bolde væk. Poul Hansen forsøgte sig med noget så sjældent som en trippel-udskiftning. Lennart Lynge Larsen , Martin Johansen og Jimmi Lüthje ud. Rasmus Marvits, René Tengstedt og Christian Magleby ind. Måske begyndte man allerede at tænke frem mod kampen på torsdag mod Birkirkara FC?

I resten af kampen var der chancer i begge ender af banen, men det blev Chris Hermansen, der med sit mål til 3-0 lukkede kampen knapt 10 minutter før tid.

Som kuriosum kan det nævnes, at AB for præcis ét år siden vandt med de samme cifre i Lyngby. Vi må nu bare glæde os over det gode spil vores hold i perioder leverede og håbe på et godt resultat mod Birkirkara på torsdag.

SJ