LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
15-08-1999: Lyngby tabte 1-2 til Herfølge
Kun 3 dage efter den vellykkede kamp mod Birkirkara var det endnu en gang tid til et besøg på Lyngby Stadion, hvor det gæstende hold denne gang var Herfølge.

Herfølge er kommet godt fra start i Superligaen og måtte op til dagens kamp betegnes som tophold. Herfølges træner er John 'Faxe' Jensen, der også fungerer som indskiftningsspiller.

Sidst de to hold mødtes, vandt LFC 2-0 i Herfølge. Sidste møde i Lyngby endte 3-1 til Herfølge i en kamp, man ikke tænker tilbage på med glæde.

Til dagens kamp, der blev overværet af 1865 tilskuere, stillede Lyngby FC op som følger: Per Fahlström, Ulrich Vinzent, Martin Birn, Morten Petersen, Lennart Lynge Larsen, Nichlas Hindsberg, Christian Magleby, Mikkel Bo Jensen, Jimmi Lüthje, Søren Hermansen og Andreas Havlykke. Desuden fik René Tengstedt, Kim Christensen og Rasmus Marvits spilletid i dagens kamp.

Forholdene var ganske enkelt helt forfærdelige med kraftig slagregn en stor del af tiden, hvilket naturligvis ikke gav de bedste betingelser for spillerne og godt fodboldspil. TIFO-gruppen havde arrangeret "Confetti-Rain", da spillerne løb ind på banen. Det så meget flot ud og må gentages på udebane, så TIFO-gruppen slipper for selv at feje op...

Kampen var kun ét minut gammel før det brændte på hos Herfølges målmand. Minuttet efter var det Herfølges tur, men Morten Petersen fik lige præcis reddet på stregen.

I de følgende 20 minutter var der forsøg i begge ender, men ikke noget farligt. Så fik en Herfølge-spiller mere eller mindre frit løb mod mål, hvor kun et kontant indgreb fra Birn i første omgang fik reddet situationen. Birn fik et gult kort og Herfølge et frispark lige uden for det kriminelle felt. Fahlström reddede mesterligt og alle kunne ånde lettet op.

Kort tid efter gik det galt. I forbindelse med et kontraangreb fik Jesper Falck scoret til 0-1. Det virkede underligt, at der ikke forinden var blevet fløjtet for off-side, men målet blev godkendt. Stor vrede og ærgrelse på vores tribune!

10 minutter senere blev Herfølges topscorer, Tommy Schram, smidt ud for et groft frispark, som der desværre var en del af. Om det var den regnvåde bane, der var skyld i de mange frispark vides ikke. Således måtte f.eks. Magleby flere gange en tur ned i græsset efter grimme tacklinger.

Søren Hermansen var tæt på reducering mod slutningen af halvlegen, men vi måtte gå til pause bagud 0-1. Men det kunne vel lade sig gøre at vende kampen, når Herfølge nu kun var 10 mand?

Det burde det kunne - men fakta var, at Herfølge kom foran 2-0 efter 10 minutter af anden halvleg ved Kenneth Jensen. Man kunne måske godt have ønsket sig et mere aktivt spil fra vores forsvar i den situation, og det føltes nu som om slaget var tabt.

Håbet blev tændt på ny, da Mikkel Bo kun ét minut efter reducerede til 1-2 på hovedstød efter et hjørnespark. Resten af kampen formede sig som et massivt pres mod Herfølges mål med enkelte Herfølge kontraangreb.

Der var et godt langskuds forsøg fra Vinzents, Havlykke var her der og alle vegne, og i slutfasen blev Fahlström sendt op for at skabe ravage i Herfølges forsvar. Men det var nok Søren Hermansen, der i virkeligheden var tættest på med et skud lige ved siden af målet i overtiden.

Vi må endnu en gang konstatere, at vores spillere får skabt en masse chancer, men der bliver brændt for meget.

På søndag gælder det Viborg ude, hvor vi helst skal have point med hjem - gerne alle 3. Vi har holdet til at skabe store resultater. Når heldet begynder at tilsmile os igen, bliver vi ikke til at slå!

SJ