LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
10-09-1999: LFC er oppe i omdrejninger nu: 2-0!
Fredag var det tid til en rejse til Ålborg. Kampen skulle oprindelig have været spillet søndag eftermiddag, men blev flyttet til fredag aften på grund af AaB's UEFA-Cup kamp tirsdag.

Tilsyneladende havde mange Vikinger problemer med at få fri fra arbejde og lignende, så det blev et lille sluttet selskab, der tog af sted i en minibus. Det blev til gengæld på godt og ondt lidt af en oplevelse!

Lettere forsinket fra Lyngby, så det ud til, tidsplanen ville holde, men desværre løb bussen tør for diesel et sted langt fra al ting på Fyn. Nogle friske folk fik hentet nyt brændstof, men det blev hurtigt klart, vi ikke ville ankomme til tiden. Det har vi prøvet før, og det er noget af det værste, der kan ske.

Da vi ankom til Ålborg var 1. halvleg netop afsluttet, og man kunne skimte resultatet 0-0 på vej ind i stadion området. AaB's kontrollører syntes åbenbart ikke, vi skulle se starten af 2. halvleg. I hvert fald var de ikke særlig ivrige med at lukke os ind.

Lyngby FC stillede op, som følger: Per Fahlström, Ulrich Vinzents, Martin Birn, Morten Petersen, Lennart Lynge Larsen, Mikkel Bo Jensen (84. Thomas Andie), Stefan Bidstrup, Nichlas Hindsberg, Martin Johansen (69. René Tengstedt), Christian Magleby (82. Rasmus Marvits) og Søren Hermansen.

1. halvleg var ikke det store sus at dømme efter Ritzaus referat. Lyngby havde vist kun haft en chance ved Søren Hermansen. Til gengæld så det godt ud fra vores side, da vi endelig var på plads 5 minutter ind i 2. halvleg.

2. Halvleg var kun 7 minutter gammel, da Hindsberg nettede til 1-0 efter indlæg på hjørnespark. Vores arme var dårligt kommet ned, før stakkels Jimmy Nielsen igen måtte gå den tunge gang for at hente bolden ud af sit mål. På det tidspunkt vidste man ikke, om man drømte eller var vågen.

Målscoreren hed endnu en gang Nichlas Hindsberg. 2 mål på ét sølle minut er lidt af en præstation - Meget, meget flot Hindsberg!

Resten af kampen formede sig naturligvis som et massivt AaB pres med flere Lyngby kontraer. AaB fik tilkendt et par frispark nær det kriminelle felt, men deres skytter havde heldigvis ikke fået indstillet kanonen ordentligt denne aften. LFC havde flere meget farlige kontraer, hvor AaB var heldige med ikke at komme yderligere bagud.

Over 8000 tilskuere så AaB indkassere et sjældent nederlag på hjemmebane, og vi kunne glade vende næsen hjem mod Lyngby en stor oplevelse rigere. Det begynder igen at ligne noget efter den miserable start på sæsonen. På torsdag er der UEFA-Cup kamp mod Lokomotiv Moskva, og spillerne må være fyldt med selvtillid.

SJ