LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
06-10-1999: Vejle ydmyget: 5-1
Onsdag aften var det tid for Lyngbys spillere til at gøre skaden fra i søndags god igen. Måske var dagens modstander det rigtige hold at møde for at få genoprettet selvtilliden? - Lyngby havde i hvert fald vundet alle opgør i sidste sæson, og Vejle har bestemt ikke imponeret i denne sæson.

Lyngby FC stillede op som følger: Per Fahlström, Ulrich Vinzents, Martin Birn, Morten Petersen, Lennart Lynge Larsen, Kim Christensen (58. Thomas Andie), Martin Johansen (73. Jimmi Lüthje), Ayeni Bosun, Stefan Bidstrup (78. René Tengstedt), Christian Magleby og Søren Hermansen.

Vejle begyndte kampen bedst. Der var et forsøg lige ved siden af mål efter 7 minutter, og mål til 0-1 to minutter senere. Bunden var afgjort nået. Det hele begyndte at minde om kampen i søndags mod Silkeborg, som man ellers lige havde fået fortrængt.

Bagud 0-1 efter så kort tid, på hjemmebane og mod et bundhold: Så kan det næsten ikke blive værre...

Heldigvis viste Lyngbys spillere god moral og fik gang i spillet. Efter ét kvarter var der et godt forsøg - men lige over mål. Efter 28 minutter kom belønningen i form af udligning til 1-1 ved Søren Hermansen, der på fornem vis udnyttede riposten fra Lennart Lynges skud på stolpen.

Det blev til flere chancer før pausen blandt andet et langskud af Bosun, men vi måtte gå til pause med stillingen 1-1.

Anden halvleg blev meget stor for LFC. Ganske vist måtte vi først chokeres af en mystisk situation, hvor der blev dømt off-side på en Vejle-spillere. Fahlström sendte bolden frem, men den gik direkte tilbage mod mål for at ramme stolpen...

Efter denne forskrækkelse var det en ren nydelse at være på plads på Lyngby Stadion. Efter 7 minutter blev det 2-1 igen ved Søren Hermansen på hovedstød. Lyngbys spillere kunne nu pludselig det hele, og spillet begyndte for alvor at hænge sammen.

Efter 27 minutter blev bolden spillet frem til Magleby, der legende let løb fra Vejles forsvar og dermed fik skabt sig en friløber. Sikker scoring og vild jubel.

Kun 4 minutter senere gentog Magleby bedriften på fuldstændig samme måde: 4-1. Disse to mål mindede en del om Fredgaard på en af sine bedste dage.

I slutminutterne kronede Magleby sin store aften med endnu en scoring til 5-1 og stod dermed for et ægte hattrick.

Efter en herlig aften kan vi nu konstatere, at vi igen er med i den sjove ende af tabellen med en nuværende 6. plads. Søren H. ser ud til at have genfundet sit mål instinkt. Ligesom Magleby for alvor er på vej frem nu.

Der er ingen kamp på søndag på grund af landskamp men derimod på onsdag ude mod Viborg. De seneste to besøg i Viborg har ikke været ret morsomme, men kan vores spillere fortsætte det gode spil fra i dag, er der bestemt muligheder for gevinst.

Alle der har mulighed for at tage fri onsdag bør gøre det for at tage med på busturen til Viborg og støtte holdet.

SJ