LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
07-11-1999: Snydt igen: 0-3 mod Silkeborg
Efter det forsmædelige nederlag til FCK i sidste uge var det tid til et besøg i Silkeborg, hvor LFC generelt set har det svært og ikke har vundet i alt for mange år.

Til dagens kamp stillede Lyngby FC op med følgende hold: Per Fahlström, Thomas Andie, Mikkel Bo Jensen (73. adv.), Morten Petersen, Jari Pedersen (46. Ulrich Vinzents), René Tengstedt (26. adv. - 76. Kim Christensen), Stefan Bidstrup, Jimmi Lüthje (43. adv.), Martin Johansen, Søren Hermansen (73. udv.) og Andreas Havlykke (76. Mads Junker).

Som det ses et hold med visse omrokeringer i forhold til det normale og debut til den nye angrebsstjerne Mads Junker. Endvidere måtte cheftræner Poul Hansen tage plads på tilskuerpladserne, fordi han fik det røde kort i PS&E-kampen.

Desværre havde kun knapt 20 Vikinger valgt at tage med på busturen, hvilket må betegnes som skuffende, når man tager den lave pris for turen i betragtning. Turen som sådan var vellykket. Vi nåede frem i meget god tid og stemningen var yderst positiv.

Selve kampen blev et studie i begrebet nedtur, vi godt kunne have været foruden. Endvidere måtte vi tage til takke med de mest usle pladser bag det ene mål, hvor der virkelig er langt ind til begivenhederne. Der var pladser nok på de tyndt besatte tribuner, så det lignede ren chikane fra SIF's side.

LFC begyndte kampen pænt nok med udmærkede kombinationer, men det var SIF, der havde de fleste forsøg specielt i forbindelse med hjørnespark, som der var en del af. Fahlström havde en lang række sikre indgreb, der holdt LFC inde i kampen i denne periode.

Efter 23 minutter blev det 1-0 i en situation, hvor Lyngby helt klart burde have haft frispark. At hverken linievogter eller dommer kunne se, der var noget galt, vidner desværre om en dommerstandard, der er for nedadgående.

For 2 uger siden blev vi snydt for et mål i Gladsaxe.
For en uge siden fik vi Magleby smidt ud for ingen ting og blev snydt for et klokkeklart straffespark.
I dag får SIF "foræret" et mål, ligesom Søren Hermansen senere blev smidt ud på et yderst tyndt grundlag.
Det er simpelthen ved at blive for meget, vi må stå model til...

Lyngby kom godt igen og kunne med bare en smule større held have reduceret og bragt sig tilbage i kampen mod slutningen af halvlegen. Men marginalerne er ikke på vores side for tiden...

2. halvleg var blot et par minutter gammel, før SIF fik bragt sig på 2-0, og så var den kamp i realiteten afgjort. Der var en stor LFC-chance efter ét kvarter i forbindelse med klumpspil foran SIF-målet, men det blev kort tid efter 3-0.

Efter en lille halv time inde i 2. halvleg blev Søren Hermansen, som tidligere nævnt, udvist. Han havde efter sigende kaldt dommer, Jan Hald, for et "spejlæg". Hvordan en sådan udtalelse kan give et rødt kort står lidt hen i det uvisse. Det er uretfærdigt, men vores spillere må lære at brokke sig mindre og spille mere fodbold.

Lidt senere fik Mads Junker debut, men han fik ikke noget at arbejde med, og vi kunne kun vente på slutfløjtet.

Et andet irriterende moment ved besøget i Silkeborg var kommentatorens store selvglæde. På trods af vores usle pladser kunne vi tydeligt høre denne kommentators konstante udgydelser. Men - OK - det må man jo finde sig i, når man er på udebane.

Vi må konkludere, at vi som Vikinger igen blev snydt på flere måder. En ting er dommerens kendelser - men det værste er næsten vores spillere, der endnu en gang ikke leverede varen.

Hvor er gejsten og spilleglæden?

Hvor er fighter-egenskaberne, når det gælder?

Svaret blæser i vinden, og vi ønsker nu at se en anden og mere koncentreret indsats mod OB om 14 dage. Hvis LFC ønsker at befinde sig i bedste halvdel, skal der simpelthen vindes nogle kampe nu.

Vi må også som tilhængere tage os sammen. På hjemmebane har der været stigende tilskuertal, men det er for tyndt, at så få tager med på udebaneturene til Jylland. Hvis vi vil tages alvorligt som fanklub, bør vi, til en kamp som den i dag, have 2 fyldte busser afsted.

Hvor er alle tilhængerne fra de glade dage i foråret henne?

SJ