LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
28-11-1999: Lyngby vandt 3-2 over Esbjerg
Efterårssæsonens sidste kamp var mod Esbjerg, der på trods af status som bundhold har hentet mange point på hjemmebane, hvor holdet har en stor tilhængerskare.

Blue Vikings var af sted i en bus, hvor stemningen var virkelig god både ud og hjem.

Lyngby FC stillede op som følger: Per Fahlström, Ulrich Vinzents, Martin Birn, Morten Petersen, Lennart Lynge Larsen (77. adv.), Mikkel Bo Jensen (70. Nichlas Hindsberg), Martin Johansen (57. adv), Jimmi Lüthje, Stefan Bidstrup (46. Lars Larsen), Andreas Havlykke (76. Kim Christensen) og Mads Junker.

Altså genvalg til det nye håb, Mads Junker. Desuden et længe ventet gensyn med Nichlas Hindsberg.

LFC begyndte kampen i bedste stil. Der var kun gået få minutter før Ulrich Vinzents med et hårdt skud ramte stolpen. Efter godt et kvartér gik det helt galt i Esbjerg-forsvaret, da Martin Johansen fik opsnappet en bold, der med et lækkert lob blev sendt over Esbjerg-målmanden. Det var Johansens første mål i denne sæson.

Hvilken drømmestart! - Og chancerne blev fortsat skabt på samlebånd. Bl.a. så man endnu et langskud fra Ulrich Vinzents, der dog blev sendt til hjørnespark. Det er godt at se nogle langskudsforsøg fra LFC's side, selv om bolden måske ikke går i nettet, giver den type skud ofte flere forsøg på riposter og hjørnespark.

Mod slutningen af halvlegen fik Esbjerg en del chancer, der heldigvis enten blev reddet eller gik forbi mål.

2. halvleg var dårligt fløjtet i gang før Mads Junker - på en genial Johansen frispilning - kunne udbygge føringen til 2-0. Hans første, men garanteret ikke sidste, mål for LFC's 1. hold.

10 minutter senere blev det 3-0 ved Jimmi Lüthje på et flot frisparksmål, hvilket fik Vikingerne til at gå fuldstændig amok på tribunen. Desværre kiksede koncentrationen, og Iddi Alkhag kunne reducere til 1-3 i samme minut, mens vi stadig jublede. Lidt ærgerligt, at Esbjerg fik lov til at komme tilbage i kampen så hurtigt.

Flere gode LFC forsøg fulgte: Mikkel Bo Jensen på overliggeren og Andreas Havlykke var alene igennem, men skuddet blev blokeret.

Det blev derimod Esbjerg, der med et meget flot - må man indrømme - frisparksmål efter en halv time, fik skabt unødvendig spænding om kampens udfald. Ville denne kamp komme til at minde om 2-2 kampen i Gladsaxe for nylig?

Heldigvis ikke! - Esbjerg-spillerne virkede ellers meget tændte, men selv ikke i overtiden lykkedes det dem at få scoret yderligere på trods af flere ret store chancer.

Vores spillere var tydeligvis meget glade for denne sejr, og alle spillertrøjerne blev kastet ud til vikingerne. Mange fik et unikt minde med hjem fra denne kamp. Desværre ikke Jeres udsendte, som måtte se alle trøjerne flyve over sit hoved...

Vi kom, vi så, vi sejrede - og fik tre rare point med hjem. Vi ligger nu på 4. pladsen à point med SIF på 3. pladsen, men med en betydelig dårligere målscore. Der er nu vinterpause, og spillerne kan holde en velfortjent ferie. Kan de positive takter fra sidste forår gentages, vil Lyngby FC kunne nå meget langt i år 2000.

SJ