LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
29-01-2000: Lyngby spillede 0-0 mod AB
Efter sidste lørdags 0-0 træningskamp mod B93 var det nu tid til et møde med AB i Topdanmark Hallen. I forhold til sidste uge føltes det næsten varmt indendørs. Det var måske årsagen til et ret stort antal fremmødte tilskuere fra begge lejre.

Lyngby FC stillede op med følgende spillere: Carsten Holbek, Lennart Lynge Larsen, Morten Petersen, Martin Birn, Rasmus Marvits, Nichlas Hindsberg, Martin Johansen, Thomas Andie, Andreas Havlykke, Søren Hermansen og Jari Pedersen.

1. halvleg blev klart domineret af LFC med flydende angrebsspil, der konstant rullede ned mod AB-målet. At det ikke resulterede i scoringer må betegnes som sort uheld. Lennart Lynge var meget offensivt indstillet og var i perioder helt med fremme. Senere kneb det i et par episoder dog lidt med tilbageløbet.

Martin Johansen dominerede midtbanen totalt med mange bold-erobringer og millimeter-præcise afleveringer frem ad banen. At der ikke er plads til ham på Ligalandsholdet kan man godt undre sig en del over.

Hos AB gjorde Peter Knudsen sig bemærket med et par uhyggelige frispark nær feltet, der gik lige over mål.

I begyndelsen af 2. halvleg blev der skiftet lidt ud på Lyngbys hold: Andreas Havlykke blev erstattet af Kim Christensen, Søren Hermansen blev erstattet af Tobias Grahn og endelig så vi for første gang talentfulde Anders Hansen på banen for 1. holdet i stedet for Andie.

LFC var generelt ikke helt så godt spillende i anden halvleg som første. Dog var det meget positivt at opleve Tobias Grahn folde sig ud med et par geniale soloture og en meget fin stikning til Kim Christensen, hvor der helt uforståeligt blev dømt offside.

Efter dagens kamp kan vi konstatere, at holdet kan levere en flot gang fodbold, men at scoringerne indtil videre udebliver. Det kan dog kun være et spørgsmål om tid før angriberne får hul på bylden. Om ikke andet bliver der meget skarp konkurrence oppe foran med alle de angribere LFC efterhånden råder over.

Der er planlagt yderligere et par træningskampe inden truppen drager til Sydafrika. Interesserede bedes holde sig orienteret her på siden eller på den officielle LFC-side om de helt eksakte detaljer. Foreløbig ser det således ud:

Onsdag den 2/2 kl. 17.15 mod Fremad Amager i indendørs hallen i Valby.

Tordag den 10/2 mod Malmö.

SJ