LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
13-03-2000: Lyngby FC vandt 1-0 over Herfølge
Endelig var tiden kommet til at se Superliga fodbold igen efter en lang vinterpause. LFC mødte hjemme Herfølge i en kamp, der blev transmitteret direkte på 3+. Kampen blev overværet af godt 3.000 tilskuere - et pænt antal på en fugtig aften - hvilket givetvis skyldes de nye lave billetpriser til udvalgte kampe i foråret.

På grund af kraftigt snefald i weekenden, var det nødvendigt at indkalde frivillig hjælp til at rydde banen søndag. Dette projekt så ud til at være lykkedes ganske godt, da banen umiddelbart så fin ud. Forholdene var dog ikke optimale, da banen var ret fugtig, hvilket absolut ikke blev bedre under kampen af en til tider stærk støvregn.

Op til kampen har Herfølges spillestil været diskuteret en del, da deres træningskampe har medført en del røde kort. Sidst Herfølge gæstede Lyngby stod de for en yderst kontant spillestil, som mange af vores tilhængere absolut ikke brød sig om. I dagens kamp blev der uddelt 5 gule kort - heraf 3 til Lyngby - så måske holdt Herfølge lidt igen med det hårde spil.

Lyngby FC stillede op med følgende spillere: Per Fahlström, Ulrich Vinzents, Martin Birn, Morten Petersen, Lennart Lynge Larsen, Nichlas Hindsberg (73. Jimmi Lüthje), Martin Johansen (32. adv.), Mikkel Bo Jensen (26. adv.)(58. John Bradley August), Stefan Bidstrup, Søren Hermansen (79. Jari Pedersen) og Andreas Havlykke (46. adv.).

Som det ses manglede profiler som Christian Magleby og Ayeni Bosun, der netop begge er blevet opereret, men truppen er efterhånden blevet så bred, at der indtil videre er navne nok at tage af.

Kampen begyndte friskt med pæne chancer i begge ender. Det virkede som om Lyngby kunne mest, og det blev fortjent 1-0 ved Stefan Bidstrup efter 24 minutter. Han fik på effektiv vis udnyttet riposten efter et hårdt skud på stolpen. Man må endnu engang glæde sig over Bidstrups evne til at score vigtige mål.

Kort tid efter gav Havlykke prøver på sit hurtigløb, hvor umulige bolde løbes op. Herfølge kom lidt mere op på mærkerne efter målet til 1-0 og satte Fahlström på flere prøver i sidste halvdel af halvlegen. I denne periode indkasserede Lyngby 3 gule kort, hvilket var lige i overkanten.

Undervejs i kampen kunne vi tydeligt høre reaktioner fra den modstående tribune, hvor der er indrettet et særligt afsnit for De Små Blå, Blue Vikings' børneafdeling. Rart at høre, fremtiden er sikret!

I pausen var der straffesparks konkurrence mellem fanklubberne. Den endte efter talrige forsøg uafgjort, og lad os bare konstatere at vores repræsentanter ikke virkede helt overbevisende.

I 2. halvleg havde LFC de absolut største chancer, hvor specielt indskiftede Jimmi Lüthje var meget tæt på. Herfølge fik en masse frispark tæt på feltet uden dog at få noget ud af dem.

Vores nye spiller Bradley August fik debut, da der resterede en halv time af kampen. Han fik en varm velkomst og kvitterede med et par spektakulære indslag, herunder en speciel stopfinte. Ham kommer vi givetvis til at se meget mere til i de kommende kampe.

I slutminutterne blev det hele lidt for spændende med flere farlige Herfølge forsøg efter hjørne- og frispark, det var derfor en lettelse, da kampen blev fløjtet af efter 3 minutters overtid. Med dagens resultat avancerede LFC til 2. pladsen - ja, drømmer man eller er man vågen?

Næste søndag venter endnu en hjemmekamp. Denne gang hedder modstanderen Vejle, der også kom godt i gang med forårssæsonen med resultatet 3-1 hjemme over AB. Hvis LFC ønsker at høre til helt i toppen af Superligaen, er kravet naturligvis en sejr, da de forfølgende hold følger efter med få points afstand.

Til næste kamp kommer man 2 ind for 1 persons normale pris. Der er derfor kun en ting at sige: Mød op!

SJ