LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
09-04-2000: LFC heldige med ét point mod AaB (1-1)
Søndag gik turen til Aalborg, hvor LFC for sidste gang i denne sæson skulle møde AaB i Superligaen. Blue Vikings var af sted i én pænt fyldt bus, og der blev gået til den på udturen for at komme i den rette stemning...

Fremme ved Aalborg Stadion måtte vi desværre endnu en gang konstatere, at vi på det nærmeste blev behandlet som uønskede. Det vil nok føre for vidt at komme nærmere ind på alle de chikanerier, vi blev udsat for fra AaB's kontrollørernes side, ligesom politiets optræden virkede helt ude af proportioner. Efter dagens besøg i Aalborg er det lige før, man glæder sig til næste besøg i Parken...

AaB's billetsystem er ikke særlig smart. I modsætning til de fleste andre steder, skal man købe billet et andet sted end indgangen til tribunen, hvilket medfører en folkevandring frem og tilbage...

De personer, der er så heldige at have et Divisionskort, kan godt glemme at få en billet, med mindre de er villige til at gå hele vejen om på den anden side af Stadion.

Lyngby FC stillede op som følger: Per Fahlström (46. Carsten Holbek), Lennart Lynge Larsen, Thomas Andie (67. adv.), Martin Birn, Ulrich Vinzents (15. adv.), Martin Johansen, Stefan Bidstrup (6. adv.), Jimmi Lüthje, Nichlas Hindsberg (10. adv)(56. Kim Christensen), John Bradley August (70. Jari Pedersen) og Søren Hermansen.

Lad os med det samme slå fast, at LFC var heldige med ét point. AaB fik virkelig sat vores spillere under pres. Efter 5 minutter fik man en forsmag på, hvad der ventede, med et AaB-skud på overliggeren. Inden for det første kvarter måtte LFC endvidere indkassere 3 gule kort, hvilket lagde en dæmper på mulighederne for aggressivt spil.

Man skulle helt hen til det 23. minut før Lyngby fik noget, der lignede en chance ved Søren Hermansen. Resten af halvlegen forbigår vi...

I pausen blev Fahlström erstattet af Carsten Holbek, som vi senest har set i aktion mod IF 32 Glostrup. Allerede i første minut brændte det for alvor på, hvor en Lyngby-spiller dog fik sparket væk på stregen. Holbek virkede ikke overbevisende i de første minutter og var flere gange på skovtur.

Men resten af kampen leverede han en pragtpræstation med flere meget store redninger, der for alvor holdt os inde i kampen. Stik imod alle odds blev det LFC, der fik bragt balance i regnskabet med et herligt Kim Christensen hovedstød efter indlæg fra højre side.

Samtidig med scoringen faldt en af vores egne vagter ned af betontrinene og måtte køres på hospitalet. Det så alvorligt ud og lagde naturligvis en dæmper på stemningen.

Resten af kampen blev en nerveflænser med et væld af store AaB chancer, hvor kun Holbek og stolpen kunne redde os. LFC havde da også et par forsøg, blandt andet et hovedstød lige over mål af Bidstrup, men det var en lettelse, da dommeren fløjtede kampen af.

Vi var heldige denne søndag eftermiddag med uafgjort, men det skal der også være plads til. Havde vi vundet, var vi nok alle sammen blevet anholdt af politiet for tyveri. Nu slap de fleste af os ud til bussen til en lang hjemtur.

På onsdag kommer Viborg på besøg i pokal 1/4-finalen. Bemærk, at Lyngby FC's geniale rabatordning også gælder til denne kamp, så der er 1/2 pris for alle!

Mød derfor talstærkt op for at støtte holdet frem mod en pokal triumf!

SJ