LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
07-05-2000: LFC tabte 1-4 til Herfølge
Søndag eftermiddag skulle LFC forsøge at få vendt den negative spille-mæssige udvikling, vi desværre har været vidne til den sidste tid. To point på udebane er, hvad det indtil videre er blevet til dette forår. Hvis ellers man har lidt ambitioner om en topplacering i FKL er dette fuldstændigt uacceptabelt.

Lyngby FC stillede op som følger: Per Fahlström, Lennart Lynge Larsen, Morten Petersen, Martin Birn, Ulrich Vinzents, Christian Magleby, Lars Larsen, Martin Johansen, Andreas Havlykke (68. adv.) (87. Jimmi Lüthje), John Bradley og Kim Christensen (72. Tobias Grahn).

LFC fik den værst tænkelige start: Bagud inden der var gået 3 minutter. En Lyngby-spiller var uheldig fra baglinien at servere bolden for et par helt frie Herfølge-spillere i stedet for at få sparket bolden langt væk. På det tidspunkt kunne man godt begynde at fornemme, at det nok heller ikke denne dag ville lykkes at hente point på udebane.

Lyngbys spillere virkede dog opsatte på at få udlignet, og der var et par forsøg ved siden af mål. Herfølge var dog uhyggelig tæt på 2-0 i det 28. minut, hvor Fahlström leverede en klasseredning. Lidt efter kom så det udlignende mål til 1-1, og Vikingerne begyndte at tro lidt på det igen.

Der var et par LFC-forsøg resten af halvlegen, men det blev ved 1-1. Undervejs i 1. halvleg kunne man se, at Fahlström ikke er helt i orden endnu, idet hans udspark bestemt ikke var noget at råbe hurra for, hvilket nok var årsagen til, Birn fik chancen et par gange.

Anden halvleg blev ikke sjov - men vi, der er med hver søndag, er jo efterhånden ved at være vænnet til endeløse nedture, hvor vi ser vores hold gå totalt op i limningen.

LFC begynde pænt nok med flere forsøg, der på en mere heldig dag havde givet mål. Imidlertid kom Herfølge på vinderkurs efter godt et kvarter med en scoring til 2-1.

Efter 27 minutter havde Bradley mere eller mindre frit løb mod mål, men blev fældet bagfra. Ingenting, sagde dommer, Jan Hald, der efter en kamp med konstante fejlkendelser til Herfølges fordel, nu er tæt på at nyde samme status som Johnny Røn blandt Vikingerne.

- Om vi havde klaret os bedre med en anden dommer, er en anden sag, men den præstation, han leverede, var simpelthen ikke god nok!

Nu skete der det, at mens Lyngby-spillerne ventede på et frispark, der aldrig blev dømt, kunne Herfølge score til 3-1 på en hurtig kontra. Siden blev det også 4-1, og ydmygelsen var total.

Vi kan lige så godt erkende det: Vi er i krise, og det hele falder desværre fra hinanden.
- Og der nok ikke så meget tilhængerne kan gøre ved det - andet end blot resignerende se vores hold drysse ned gennem tabellen...
- Og håbe på bedre tider.

På torsdag kommer Esbjerg, der netop har slået Brøndby, på besøg. Tør vi håbe på lidt medgang i den kamp? - Vi får se.

Hvis den kamp tabes, er sæsonen slut for Lyngby FC, og der vil ikke rigtig være mere at spille for - andet end æren naturligvis!

SJ