LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
28-05-2000: LFC tabte 0-2 til AB
Sidste kamp i sæsonen kunne give LFC en slutplacering på alt mellem en 7. og 3. plads. Der var med andre ord en del på spil i denne kamp, men desværre kunne vores spillere ikke følge torsdagens flotte sejr over FCK op.

Til dagens kamp stillede Lyngby FC op som følger: Per Fahlström, Lennart Lynge Larsen (15. adv. - 44. udv.), Morten Petersen, Martin Birn, Ulrich Vinzents, Lars Larsen (80. Ayeni Bosun), Stefan Bidstrup, Martin Johansen (80. Jimmi Lüthje), Nichlas Hindsberg (64. Søren Hermansen), John Bradley og Andreas Havlykke.

Det blev ikke nogen særlig god kamp, hvor det ikke virkede som om, der var noget på spil, hvilket der i realiteten heller ikke var for LFC's vedkommende - de øvrige resultater i sidste runde taget i betragtning.

I det 15. minut fik AB tilkendt et frispark, der blev sendt lige over mål. Minuttet efter sendte Martin Johansen bolden lige ved siden af mål i en tilsvarende situation.

Mod slutningen af halvlegen sås et par gode forsøg fra Stefan Bidstrup og Andreas Havlykke, men det blev AB, der kom foran på et direkte frispark kort før pause-fløjt.

Minuttet efter scoringen fik Lennart Lynge Larsen sit andet gule kort for en vild tackling. Stillingen 0-1 og kun 10 mand på banen var ikke sjov at gå til pause med...

I pausen var der blandt andet bilskubs konkurrence fanklubberne i mellem. Undertegnede deltog på Blue Vikings' hold, der angiveligt vandt dysten. Præmier så vi dog aldrig noget til...

Anden halvleg blev en virkelig kedelig oplevelse med få Lyngby-forsøg og én AB-scoring til. Stemningen var mere end mat, og alt i alt var det absolut ikke en kamp, der gav den bedste optakt til afslutningsfesten.

Speakeren opfordrede folk til at blive på tribunen for at se AB-spillerne få overrakt bronze-medaljer. Det var ærlig talt dødsygt at se på...

- Så hjalp det lidt, at Lyngby-spillerne bagefter kastede alle deres trøjer ud til Vikingerne. Nogen af os fik i hvert fald en souvenir, der ikke kan købes for penge. Senere var der afslutningsfest på Kings Hat, hvor Poul Hansen, René Dùpont og flere af spillerne dukkede op.

Andreas Havlykke blev fortjent kåret som årets spiller. Han kunne også godt være sin indsats bekendt i dag - trods alt.

Dagens kamp blev også et farvel til Søren Hermansen, der fortsætter i Belgien. Dette forår har ikke tilhørt Søren Hermansen, men vi vil huske ham for de gode tider i hans første år for Lyngby FC.

Summa summarum: Vi endte på en 7. plads, hvilket ikke kan bruges til ret meget. Måske er det på sin vis meget godt, holdet ikke skal spille TOTO-cup, så sommerferien kan blive ekstra lang.

Når sæsonen begynder igen, ønsker vi at se et mere stabilt Lyngby-hold, der kan spille mere end en god kamp i træk. Vi ved jo, vi har spillerne til det!

SJ