LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
23-07-2000: Katastrofal start: 0-4 mod FCM!
Den nye Superliga sæson er i gang, og Lyngby er placeret på 12. og sidste pladsen nu. I betragtning af ferietiden var et pænt antal vikinger mødt frem i Ikast.

Lad os være helt ærlige: Man kunne lige så godt være blevet hjemme på trods af en ellers vellykket bustur. Den præstation, vores spillere leverede i dag, var en fornærmelse mod klubben og vikingerne.

Lyspunkterne var få, og man må spørge sig selv, om spillerne generelt tager deres arbejde seriøst nok. Der har længe være tale om, at der skulle arbejdes med den manglende stabilitet, vi var vidne til i foråret.

Efter at have overværet dagens kamp, måtte det konstateres, at dette arbejde ikke har båret frugt. Det kan ikke være rigtigt, at holdet bliver løbet over ende af et nyoprykket hold. Det er fuldstændigt uacceptabelt!

Til dagens kamp, hvor TIFO-gruppen havde arrangeret en meget flot romerlys TIFO, stillede Lyngby FC op som følger: Per Fahlström, Ayeni Bosun (37. Adv.)(90. Jimmi Lüthje), Martin Birn, Morten Petersen, Frank Schoeman, Mikkel Bo Jensen, Martin Johansen, Stefan Bidstrup, Nichlas Hindsberg (69. Tobias Grahn), John Bradley og Kim Christensen (61. Lars Larsen).

Sikkerhedsmæssigt var forholdene helt uacceptable på Ikast Stadion, da vi ikke havde vores eget afsnit på tribunen, men derimod var omkranset af folk med Midtjylland sympati. Der skete ikke noget ubehageligt, hvilket var et lykketræf.

Referat af selve kampen burde forbigås i tavshed. Første halvleg var en ret lige forestilling med større eller mindre chancer til begge sider. Stillingen ved pausen var stadig 0-0, men kunne godt have været 1-1.

2. halvleg blev en nedtur, der gav mindelser om de værste kampe i foråret. FCM scorede 4 gange, og forsvaret var helt til grin. I den anden ende så det heller ikke for godt ud. Midtbanen var væk, og angrebet blev svækket, da Kim Christensen blev udskiftet. Eneste mand med vilje til en smule fight, var Tobias Grahn.

Nu skal man være varsom med dommedags profetier efter kun 1 kamp, men der skal en hel anden indstilling til fremover, hvis ikke den kommer til at stå på nedrykning næste sommer.

Vi har et talentfuldt hold, som kan spille flot fodbold, men der er for langt i mellem, vi får lov til at se det.

Hvorfor er det lynhurtige angrebsspil blevet erstattet med idéforladt opspil med lange bolde, der ikke fører til noget som helst?

Hvorfor evner spillerne ikke at give sig selv 100%?

Der er en spiller, der giver sig selv 100%. Han var desværre ikke med i dag. Flere vikinger råbte desperat hans navn i 2. halvleg.

Vi glæder os til at se dig på banen igen Havlykke!

Til slut skal det nævnes, at FCM-tilhængerne fra den modstående tribune gav os en meget hånende behandling, der ikke vil blive glemt. Ligesom Martin Johansen konstant blev forfulgt fra den kant, hvilket kun kan karakteriseres som dumt og primitivt!

SJ