LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
10-09-2000: Lyngby tabte 1-3 til Brøndby
Efter tre Lyngby-sejre på stribe skulles vores spillere forsøge at sætte kronen på værket mod Brøndby. Godt 8000 tilskuere var mødt op til dagens kamp, men helt uforståeligt var der flere Lyngby-tilhængere, som ikke blev lukket ind, da der på et tidspunkt blev meldt udsolgt. Lidt mystisk, at der nu lige pludselig kun kan være plads til 8200 tilskuere på Lyngby Stadion...

Til dagens kamp stillede LFC op som følger: Per Fahlström, Lennart Lynge Larsen (18. udv.), Morten Petersen, Martin Birn (4. adv.), Ulrich Vinzents (62. adv.) (85. Tobias Grahn), Stefan Bidstrup (70. Jimmi Lüthje), Lars Larsen, Martin Johansen, John Bradley, Mikkel Bo Jensen og Kim Christensen (58. Thomas Andie).

Brøndby pressede hårdt på i den første fase af kampen og var tæt på i flere omgange. Efter 18 minutter fik Lennart Lynge det røde kort, hvilket var en noget hård dom, som i sidste ende måske kostede sejren eller i det mindste ét point.

Under alle omstændigheder er det ved at blive en lidt dårlig vane med alle de røde kort, som vi nu har fået tre af i otte kampe. Mikkel Bo rykkede ned på Lennart Lynges plads, hvilket naturligvis kostede i angrebet.

Imidlertid fik man som Lyngby-tilhænger kort tid efter noget at glæde sig over, da LFC fik tilkendt et frispark et stykke uden for feltet. Bradley skød ikke direkte men tog en lille dribletur først og sendte så et dræbende skud af sted, der gik direkte i kassen. Det er herligt, Bradley nu ser ud til at være kommet i gang med målscoringen igen!

Herefter stod der BIF på det meste af halvlegen, men heldigvis diskede Fahlström op med en række fine redninger. I pausen kunne man spekulere over, hvorlænge LFC ville kunne holde stand. Heldigvis var der underholdning med cheerleaderne, der kunne distrahere ens bekymrede tanker...

BIF fortsatte, hvor de slap efter pausen, og det skulle blive til mange chancer - og tre mål. Det var ellers som om vores spillere var ved at komme lidt bedre med, da udligningen til 1-1 faldt. For at føje spot til skade viste resultattavlen 1-7 længe efter scoringen. Så galt skulle det heldigvis ikke gå, men se nu at få den tavle fixet en gang for alle!

Brøndby kom også på 2-1, og vores spillere var forståeligt nok ved at være godt trætte. Mod slutningen var indskiftede Tobias Grahn tæt på en udligning, men det blev BIF, der fik det sidste mål i kampen under overtiden. På det tidspunkt spillede BIF også kun med 10 mand, men deres røde kort faldt alt for sent i kampen til, at det kunne gøre nogen forskel for os.

Vores spillere fik trods nederlaget en fortjent hyldest efter kampen, for de kæmpede faktisk flot. Men det er ikke de bedste odds, når man mod et hold som Brøndbys skal spille med en mand i undertal en stor del af kampen.

Trods dagens nederlag ligger vi stadig nummer ét dog à point med SIF. Næste kamp gælder Haderslev ude på søndag - en kamp, der simpelthen må og skal vindes. Tag med Vikinge Ekspressen til Haderslev - det koster kun 120 kr. for busbilletten.

SJ