LFC Kampe 1998-2000
2. halvår 2000
1. halvår 2000
2. halvår 1999
1. halvår 1999
1998
 ¤ Kun referat
22-10-2000: LFC tabte 2-5 til AGF
Efter den flotte 3-0 sejr over topholdet Brøndby var det søndag tid til det andet besøg i Aarhus, hvor bundholdet AGF tog imod. Første besøg i Aarhus endte 4-1 til Lyngby, mens dette besøg endte i den helt store nedtur. Det eneste positive at sige om dagen, var den hyggelige bustur.

Lyngby FC stillede op som følger: Carsten Holbek, Morten Petersen (78. Lennart Lynge Larsen), Schoeman (75. Jari Pedersen), Martin Birn, Ulrich Vinzents, Lars Larsen, Stefan Bidstrup, Martin Johansen (31. adv.), Mikkel Bo Jensen (61. adv.), John Bradley (67. Tobias Grahn (72. adv.)) og Kim Christensen.

Som det ses, erstattede Carsten Holbek en influenza-ramt Fahlström. Lad os med det samme konstatere, at det nok ikke vil blive en kamp Holbek - eller for den sags skyld resten af spillerne eller tilhængerne - vil tænke tilbage på med glæde.

LFC startede med en stor chance efter kun ét minut, men det blev 1-0 til AGF efter 12 minutter i en situation, hvor forsvaret absolut ikke så for godt ud. Efter 20 minutter var der en ny LFC-chance, der gik til hjørnespark, og 3 minutter efter var Bradley alene igennem uden det førte noget reduceringsmål med sig.

Efter 28 minutter forærede kampens dommer, Knud Erik Fisker, AGF et frispark i feltet, da han skønnede, Holbek tog en tilbage-lægning med hænder. Nu var det bare ikke en LFC-spiller, der ramte bolden sidst, men sådan er der jo så meget...
- Heldigvis førte denne ekstremt farlige situation ikke til yderligere AGF-scoring i denne omgang.

Mod slutningen fik LFC tilkendt et frispark, som Johansen eksekverede. Det var svært at se, hvad der helt præcist skete, men et mål kom der da ud af episoden. Herligt at gå til pause med denne udligning!

Anden halvleg blev en kæmpe nedtur, hvor man så LFC, når holdet er værst. AGF kom endnu engang foran, mens LFC fik på ny udlignet. Nu måtte LFC da vise, hvorfor holdet ligger i toppen af FKL - Men nej!

Efter 30 minutter burde Tobias Grahn have haft straffespark, men fik i stedet et gult kort for film. Til gengæld fik AGF lidt senere et frispark godt langt udefra. Det blev til en ny scoring - og Holbek så ikke alt for overbevisende ud.

I resten af kampen scorede AGF to gange til, og vi var helt til grin. Opløsning over hele linien - hvilket vi efterhånden har set nogen gange i år. Spillerne lover hver gang bod og bedring, men alt er tilsyneladende stadig ved det gamle. At tabe er altid ærgerligt - men at tabe til et bundhold, hvor man plads for plads burde være overlegen, er uacceptabelt.

Vi kommer ikke til at vinde noget som helst denne sæson, hvis ikke vores spillere kan sætte sig 100% op til hver eneste kamp og kæmpe for sagen, hvis der er modgang, i stedet for bare at give op.

Næste modstander er FC Midtjylland hjemme i en udsat kamp, der vises live på 3+. Vikingerne kræver, at skeen nu bliver taget i den anden hånd, og de fine takter fra kampen mod Brøndby findes frem.

SJ