Kampe
LFC 2. halvår 2001
LFC 1. halvår 2001
LFC 1998 - 2000
18-07-2000: LFC fik kun 2-2 mod B93
Tirsdag, på en iskold og blæsende eftermiddag, var det tid til den sidste træningskamp, inden det for alvor går løs i Superligaen. Modstanderen var B93, der sidste sæson var meget tæt på igen at rykke op i Superligaen.

Lyngby FC stillede op som følger: Per Fahlström, Ayeni Bosun, Morten Petersen, Martin Birn, Frank Schoeman, Lars Larsen, Martin Johansen, Mikkel Bo Jensen, Nichlas Hindsberg, John Bradley og Kim Christensen. Måske en antydning af, hvilke spillere vi kommer til at se i startopstillingen mod FC Midtjylland på søndag.

Første forsøg tilfaldt B93 efter 1 minut, men bolden gik lige forbi mål. Det blev LFC, der kom i front på straffe, efter Kim Christensen var blevet fældet i det kriminelle felt. Mikkel Bo scorede endnu engang sikkert, og han ligner det naturlige valg af en straffesparksskytte.

Efter et kvarter var B93, i to omgange, tæt på reducering. Første leverede Fahlström en fin redning, hvorefter B93 skød lige over mål. Efter 35 minutter blev det 2-0 ved Johansen efter et langt diagonal-skud fra Schoeman.

Man begyndte at tro, at det kunne gå hen og blive lidt af en storsejr til LFC, men sådan skulle det ikke helt komme til at gå...

LFC var tæt på at komme yderligere foran i slutminutterne af 1. halvleg, da Bradley var alene med B93-målmanden, men lige efter pausen gik det galt et par gange.

B93-spillerne gik ellers og småskændtes over det ene og andet, men fik så lidt heldigt reduceret til 1-2, da en B93-spiller fik opsnappet en tilfældig bold. Det gav blod på tanden, og kun ét minut senere måtte Fahlström igen fiske bolden ud af målet.

Efter 55 minutter erstattede Jimmi Lüthje Mikkel Bo, og kort tid efter havde Lars Larsen et forsøg lige på målmanden.

Efter 65 minutter kom Tobias Grahn på banen i stedet for Kim Christensen
Tobias Grahn er en ret hård og kontant spiller og fik allerede et gult kort efter ét minut på banen...

Efter 67 minutter var Bradley ret tæt på scoring efter hovedstød, men man må nok indrømme, at B93 alligevel var tættest på sejren, med et giftigt dobbeltforsøg ét minut senere, hvor bolden den ene gang ramte stolpen...

2. halvleg var generelt lidt af en ørkenvandring set med LFC-øjne, bortset fra, man frøs...

Efter 74 minutter kom Thomas Andie på banen i stedet for Lars Larsen, men ellers er der ikke mere fra kampen, der er værd at skrive om, dog skal Bosuns energiske fight nævnes. Måske ville spillerne generelt spare sig med henblik på den første ligakamp?

På søndag gældet det for alvor, og alle vikinger, der har mulighed for det, opfordres til at tage med på Blue Vikings' bustur til Ikast, der kun koster 120,- kr.

På torsdag er der optaktsfest på Kings Hat, hvor Poul Hansen og udvalgte spillere kigger forbi.

SJ