Gå til forsiden af LB Galleriet
01-08-2010: Silkeborg - Lyngby (1/2)
Søndag var det tid til den 3. kamp i sæsonen. Turen gik til Silkeborg - et sted Lyngby traditionelt ikke plejer at få mange point.

Der var ikke tilmeldinger nok til en bustur, men undertegnede var så heldig at blive inviteret med på en rigtig hyggelig biltur.

Vejret under kampen var ikke ligefrem super strålende, så vi flyttede på et tidspunkt over på en overdækket tribune i stedet for at stå i øsende regn nede bag målet. Silkeborg Stadion er temmelig skandaløst konstrueret. Selv om der ikke er nogen løbebane rundt om selve fodboldbanen, er der langt ind til begivenhederne fra tribunen på langsiden - desuden en masse irriterende bandereklamer, der tager udsynet.

Som om banen ikke havde fået nok vand i forvejen, blev der vandet både før kampen og i halvlegen, hvor regnen ellers piskede ned. Det virkede som en underlig disponering.

Holdene begyndte nogenlunde lige i forhold til chancer og forsøg, men gradvist blev Silkeborg mere toneangivende. Som 1. halvleg skred frem trak det op til en Silkeborg-scoring, der desværre også blev en realitet efter en god halv time. Herefter begyndte regnen for alvor at vælte ned, og Silkeborg sad på det meste.

Der var en del Silkeborg-vagter i vores afsnit - de havde ikke noget at se til. Men så kan man jo altid markere sig ved at plage undertegnede, der blev kaldt hen for at få at vide, at det slet ikke var tilladt at have fotoudstyr af en vis størrelse med ind på stadion.

Fuldstændigt latterligt - men det kommer jo nok til at betyde, at der fremover ikke vil blive taget flere billeder fra Silkeborg Stadion til LB Galleriet, hvis det virkelig er noget, man vil fastholde. Hvis disse nye regler skulle vinde indpas andre steder - herunder specielt Lyngby Stadion - kan det hurtigt blive begyndelsen til enden for denne side. Forholdet skulle angiveligt have relation til TV-rettighederne - men her på siden gengives jo kun still-billeder, så det burde jo ikke krænke nogen. Nå, men det endte i det mindste ikke med en udsmidning, så der kan i det følgende ses en nogenlunde komplet billedserie fra hele kampen.

På banen gik det heller ikke for godt, og det blev 2-0 til Silkeborg med 20 minutter tilbage - det hele virkede nu fuldstændig håbløst. Men så er det jo godt, at vi har Kim Aabech, der kort efter reducerede til 1-2 og dermed holdt liv i spændingen.

I overtiden skete et mirakel, da Ayoub Sørensen sendte en returbold i kassen. Han var glad, resten af spillerne var glade, og vi var i den syvende himmel. At få ét point med hjem fra sådan en kamp føltes som en sejr - Silkeborg-spillerne så heller ikke så glade ud bagefter...

Lyngby line-up: Rune Pedersen, Brian Hamalainen, Marc Møller, Morten Petersen (86. Uffe Bech, debutant), Jeppe Brandrup, Morten Bertolt, Anders Christiansen (75. Ayoub Sørensen), Emil Larsen, Lasse Rise, Kim Aabech og Patrick Mortensen (70. Jonas Henriksen, debutant).

Neden for kan ses et udvalg af dagens billeder - peg for en kort kommentar - klik for at se en større udgave.

Flere billeder kan findes i 'Download'-sektionen.

SJ