Gå til forsiden af LB Galleriet
21-08-2010: FCK - Lyngby
Lørdag eftermiddag var det tid til et møde med FCK i Parken. FCK er som bekendt hadeklub nummer ét, selv om FCN efterhånden presser godt på for at komme op på 1. pladsen i dette spil.

Blue Vikings havde én bus af sted til den meget rimelige pris af 30 kroner - det var rart at blive kørt helt hen til indgangen, når man så nogle af de ting, der var gang i rundt omkring i området.

Entréen for at komme ind til kampen lød på 170 kroner - så var det vist også betalt. Udeholdet har dog fået en fin ny tribune, som givetvis ikke har været billig, så der skal jo nok nogle penge i en slunken kasse. Det ændrer dog ikke ved, at en Superliga-kamp ikke burde koste mere end 100 kroner at komme ind til. I Lyngby er man desværre begyndt at opjustere prisen til visse kampe, således at den kommende kamp mod Brøndby koster 150 kroner + diverse gebyrer. En i sandhed meget beklagelig udvikling.

For de, der vil have øl i Parken, er prisen 50 kroner for én eller 200 kroner for 5. Det smagte angiveligt ikke særlig godt, så er det jo heldigt, at man er afholdsmand under kampene og kun drikker før og efter, hvor prisen er en helt anden i BV-bussen...

Som sagt er den nye tribune ganske udmærket, men desværre var hele det nederste afsnit lukket, så man ikke var bare i nærheden af banen. Hvad fotografering angår er det lidt af en katastrofe at stå højt, så dagens billeder er ikke specielt gode. Ydermere dukkede nogle af de samme problemer som i Silkeborg op - undertegnede blev kigget ud og kaldt til samtale af en - i øvrigt - flink vagt. Det korte af det lange er, at man kan søge på forhånd om at få lov til at tage kamera med og, såfremt tilladelsen bliver givet, få lov til at tage billeder helt nede ved banen.

Nå, men vi kan jo ikke blive ved med at tale uden om. Det var jo selve kampen, der skulle skrives nogle linier om. På forhånd havde de fleste Lyngby-tilhængere nok ikke sat næsen op efter det helt store. Hvad enten man kan lide det eller ej, er FCK et klassemandskab, som det ikke ville være nemt at få point imod.

De første 20 minutter gik sådan set OK. Lyngby holdt godt stand mod overmagten, men med to hurtige FCK-scoringer inden for blot fem minutter faldt det hele sammen. Kampen var reelt afgjort, og man frygtede det absolut værste. Heldigvis scorede FCK 'kun' en gang mere, og Lyngby slap nådigt med et 0-3 nederlag. Det kunne være gået langt værre, men FCK-spillerne begyndte måske at tænke frem mod en vigtig kamp mod Rosenborg og slappede derfor lidt af.

Kampen bød på debut for Lyngbys nye spiller, Mathias Tauber, der kommer fra AB. Han fik hele 2. halvleg som defensiv erstatning for Kim Aabech.

På tribunen gik det langt bedre end på banen - de mange fremmødte Lyngby-tilhængere gav en helt igennem fantastisk opbakning og reddede næsten dagen. Tænk, hvis det altid var på den måde...

Lyngby line-up: Rune Pedersen, Brian Hamalainen, Marc Møller, Morten Petersen, Jeppe Brandrup, Kasper Kristensen, Anders Christiansen, Lasse Rise (64. Ayoub Sørensen), Kim Aabech (46. Mathias Tauber - debut), Emil Larsen og Patrick Mortensen (79. Jonas Henriksen).

Godt 12.000 tilskuere var mødt frem til kampen.

Neden for kan ses et udvalg af dagens billeder - peg for en kort kommentar - klik for at se en større udgave.

Flere billeder kan findes i 'Download'-sektionen.

SJ